04 sep. 2026
Højesteret
Om den skattemæssige behandling af aktier og optionspræmier
Om den skattemæssige behandling af en banks ekstraordinære køb af aktier i et realkreditinstitut og optionspræmiebetalinger
Sag BS-37257/2025-HJR
Dom afsagt den 4. september 2026
Nykredit Bank A/S (tidligere Spar Nord Bank A/S)
mod
Skatte- og Vækstministeriet
I 2014 købte Spar Nord Bank A/S (nu Nykredit Bank A/S), der var aktionær i et realkreditinstitut, aktier i selskabet fra en række andre aktionærer. Som en del af aktieoverdragelsesaftalerne fik de sælgende pengeinstitutter en ret til at tilbagekøbe aktierne (”call-option”), der udløb efter 5 år. Sælgerne skulle årligt betale en optionspræmie for de aktier, som ikke var tilbagekøbt under call-optionen.
Sagen for Højesteret angik, om bankens ekstraordinært erhvervede aktier i realkreditinstituttet skattemæssigt skulle behandles som næringsaktier eller som anlægsaktier. Sagen angik endvidere den skattemæssige behandling af de årlige optionspræmiebetalinger.
Højesteret udtalte, at et pengeinstitut skal anses for at drive handelsnæring med aktier mv. uanset handlens omfang og uanset hvordan handlen bliver gennemført af pengeinstituttet. Alle aktier, som pengeinstituttet erhverver, er formodningsvis næringsaktier. For at afkræfte næringsformodningen skal pengeinstituttet føre et meget sikkert bevis for, at erhvervelsen alene skete i anlægsøjemed og ikke tillige med videresalg for øje og med henblik på at opnå gevinst ved et sådant videresalg.
Højesteret udtalte desuden, at pengeinstituttet skal føre et meget sikkert bevis for, at en oprindelig videresalgshensigt er opgivet, således at aktierne må anses for at være overgået til anlægsformuen. Det forhold, at en portion aktier har været i pengeinstituttets besiddelse i en længere periode, er ikke i sig selv tilstrækkeligt bevis herfor.
Højesteret fastslog, at banken i den konkrete sag ikke havde afkræftet næringsformodningen, idet banken ikke havde ført det fornødne meget sikre bevis for, at aktieerhvervelserne alene skete i anlægsøjemed og ikke tillige med videresalg for øje og med henblik på at opnå gevinst ved et sådant videresalg. De omhandlede aktier skulle derfor skattemæssigt anses som næringsaktier.
For så vidt angår optionspræmiebetalingerne udtalte Højesteret, at præmiebetalingerne for de optioner, der ikke blev udnyttet, og hvor der således ikke var et underliggende afstået aktiv at beskatte optionspræmien sammen med, skulle beskattes efter statsskattelovens § 4. Højesteret udtalte endvidere, at optionspræmien for de optioner, der blev udnyttet, skulle beskattes sammen med det underliggende aktiv, således at optionspræmien eller en forholdsmæssig andel heraf skulle henføres til afståelsessummen for aktierne.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-37257/2025 (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-37257/2025 i Domsdatabasen