Om bindende påtaleopgivelse

Sag 33/2026

Dom afsagt den 30. september 2026

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev den 12. juli 2024 sigtet for vold efter straffelovens § 244 ved samme aften at have tildelt en vagt et knytnæveslag i ansigtet. Han blev den 16. juli 2024 afhørt af politiet om forholdet. Efter afhøringen den 16. juli 2024 aftalte den afhørende politiassistent og T, at politiassistenten skulle viderebringe en undskyldning fra T til vagten. T modtog herefter to sms-beskeder fra politiassistenten, hvoraf fremgik bl.a., at vagten havde modtaget T’s undskyldning, at der var ”no hard feelings” fra vagtens side, og at T skulle tage det som en løftet pegefinger. T svarede politiassistenten, at han havde fået noget at tænke over. Som svar herpå skrev politiassistenten, at så var hans mål nået. T hørte derefter ikke yderligere fra politiet, før han i april 2025 blev tiltalt for det forhold, der fandt sted den 12. juli 2024.

Sagen angik, om forløbet indebar, at anklagemyndigheden var afskåret fra at rejse tiltale som følge af en bindende påtaleopgivelse.

Højesteret udtalte, at ved bedømmelsen af, om der foreligger en bindende opgivelse af påtalen over for en sigtet person, jf. retsplejelovens § 721, må der først tages stilling til, om der overhovedet foreligger en påtaleopgivelse. En påtaleopgivelse kan være udtrykkelig, men den kan også følge af myndighedens adfærd. Om det er tilfældet, beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Viser det sig, at der foreligger en påtaleopgivelse, hvad enten den er tilsigtet eller utilsigtet, er spørgsmålet dernæst, om påtaleopgivelsen er bindende for myndigheden. 

Højesteret udtalte endvidere, at hvis en afgørelse om opgivelse af påtale over for en sigtet, jf. retsplejelovens § 721, er meddelt af en person, der efter anklagemyndighedens retningslinjer ikke er bemyndiget hertil, foreligger der en intern kompetencemangel, som i almindelighed vil være væsentlig for afgørelsens rigtighed. I så fald er påtaleopgivelsen som udgangspunkt ugyldig, således at den sigtede ikke kan støtte ret på den. Dette udgangspunkt kan fraviges, når sigtede må anses for at have fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at påtale er opgivet. Dette beror på en afvejning af hensynet til sigtede over for modstående hensyn. 

Uanset at politiassistentens sms-beskeder efter ordlyden ikke indeholdt en udtrykkelig påtale-opgivelse, fandt Højesteret, at sms-beskederne efter en almindelig forståelse var egnet til at give T en forventning om, at forholdet ikke ville blive forfulgt yderligere. 

Politiassistenten havde imidlertid ikke kompetence til at træffe afgørelse om påtaleopgivelse, og denne kompetencemangel måtte anses for væsentlig. Spørgsmålet var herefter, om der var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at T derfor ikke kunne støtte ret på tilkendegivelsen. 

Højesteret lagde ved afvejningen vægt på, at det måtte lægges til grund, at politiassistenten ikke ved sin sms-korrespondance med T tilsigtede at tilkendegive, at sagen mod ham var afsluttet. Højesteret lagde desuden vægt på, at tilkendegivelsen heller ikke indeholdt nogen udtrykkelig opgivelse af sigtelsen, og at den kom i form af sms-beskeder sendt kort tid efter, at T havde været til afhøring hos politiet, hvor han var blevet sigtet for vold efter straffelovens § 244. Endelig lagde Højesteret vægt på, at der var tale om en væsentlig kompetencemangel vedrørende påtalespørgsmålet i en sag om vold, og at der derfor var en ikke ubetydelig offentlig interesse i strafforfølgning.

På denne baggrund fandt Højesteret, at T ikke kunne anses for at have fået en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at der ikke ville blive rejst tiltale imod ham for det pågældende forhold, og stadfæstede landsrettens dom.

Læs Højesterets afgørelse i sag 33/2026 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 33/2026 i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sag 33/2026 i Domsdatabasen