Gå til sidens indhold

Højesteret

10 sep. 2026

Højesteret

Kurator skulle ikke betale erstatning

En kurator skulle ikke betale erstatning, da konkursboet ikke havde lidt et tab

Sag BS-43572/2025-HJR

Dom afsagt den 10. september 2026

O.W. Bunker & Trading A/S under konkurs
mod
Gorrissen Federspiel Interessentskab,
A,
m.fl.

O.W. Bunker & Trading A/S (O.W. Bunker) beskæftigede sig bl.a. med køb og salg af brændstof til skibe og foretog i den forbindelse handel med oliederivater på derivatbørsen. Handlen med oliederivater foregik primært med Jefferies Bache Limited, London (Jefferies), som såkaldt clearing broker, dvs. en finansiel mellemmand mellem O.W. Bunker og børsen. Jefferies’ rolle som clearing broker indebar bl.a., at Jefferies indestod over for børsen for O.W. Bunkers handler og for at stille finansiel sikkerhed over for børsen for O.W. Bunkers handler. Børsen afregnede derfor dagligt finansielle sikkerheder over for Jefferies i form af Initial Margin (IM) og Variation Margin (VM) i relation til O.W. Bunkers handler. 

Jefferies afregnede med visse tillæg disse ordinære marginkald over for O.W. Bunker. Afregningen skete på grundlag af daglige opgørelser, som Jefferies udarbejdede, og som bl.a. viste O.W. Bunkers handler. Ved underskud indbetalte O.W. Bunker det krævede beløb til Jefferies, der bogførte det på en marginkonto, mens O.W. Bunker ved overskud kunne få udbetalt beløbet.

Jefferies havde fastsat en grænse på 65 mio. USD for den Potential Exposure (P/E), der var et beregnet mål for, hvor stort et tab som Jefferies accepterede at ville risikere at lide på O.W. Bunkers derivatportefølje, hvis markedspriserne udviklede sig ugunstigt. Jefferies beregnede dagligt P/E, og i september 2014 opkrævede Jefferies supplerende sikkerhed (såkaldte P/E-kald) i alt 11 gange, fordi den beregnede P/E oversteg 65 mio. USD. P/E-kaldene – der havde til formål at bringe P/E ned til 65 mio. USD, og som også var marginkald – blev afregnet, enten ved at O.W. Bunker indbetalte det pågældende beløb til marginkontoen, eller ved at Jefferies tilbageholdt et overskud, som O.W. Bunker ellers kunne have fået udbetalt den pågældende dag.

O.W. Bunker blev erklæret konkurs den 7. november 2014. En af konkursboets kuratorer, advokat A fra Gorrissen Federspiel Interessentskab, indgik den 6. november 2015 en suspensionsaftale med Jefferies angående potentiel omstødelse af marginkald foretaget i perioden fra marts 2014 til den 7. november 2014. 

Suspensionsaftalen, der udløb den 2. maj 2016, blev ved en fejl ikke rettidigt søgt forlænget.

Sagen for Højesteret angik navnlig, om konkursboet ved den manglende forlængelse af suspensionsaftalen og den deraf følgende fortabelse af en mulighed for at gøre et omstødelseskrav gældende over for Jefferies vedrørende P/E-kaldene blev påført et tab, som Gorrissen Federspiel Interessentskab og dets interessenter (Gorrissen) var erstatningsansvarlige for.

Højesteret udtalte, at den sikkerhedsret, som efter konkursboets opfattelse kunne have været omstødt, bestod i beløb, som Jefferies ved P/E-kald afkrævede O.W. Bunker på 11 dage i september 2014 som supplerende sikkerhed ud over den sikkerhed, der relaterede sig til de ordinære marginkald, som børsen dagligt afregnede over for Jefferies, og som Jefferies med visse tillæg dagligt afregnede over for O.W. Bunker. 

Ved Jefferies’ opgørelse af dagens ordinære marginkald, der skulle afregnes over for O.W. Bunker, blev den foregående dags P/E-kald godskrevet O.W. Bunker. Den nævnte ordning indebar, at Jefferies ikke længere havde den pågældende supplerende sikkerhed, når det enkelte P/E-kald var fuldt ud modregnet i betalinger vedrørende de ordinære marginkald. 

Den supplerende P/E-sikkerhedsret, som efter konkursboets opfattelse kunne have været omstødt, var således betalt tilbage eller godskrevet O.W. Bunker inden oktober 2014 i forbindelse med afregning af de ordinære marginkald, der ubestridt ikke kunne omstødes.

Konkursboet havde derfor ikke lidt et tab og havde allerede derfor ikke krav på erstatning.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-43572/2025-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-43572/2025-HJR i Domsdatabasen