Gå til sidens indhold

Højesteret

20 aug. 2026

Højesteret

Om lang sagsbehandlingstid og frakendelse af førerret

En sagsbehandlingstid på knap 3 ½ år frem til byrettens dom kunne ikke medføre, at frakendelsen af Ts førerret blev gjort betinget

Sag 97/2025

Dom afsagt den 20. august 2026 

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev den 5. maj 2020 sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved den 14. og 16. december 2019 at have kørt med mere end 30 procent af den tilladte hastighed.

Københavns Byret afsagde dom den 10. oktober 2023, hvor T blev dømt i overensstemmelse med tiltalen. Med henvisning til den lange sagsbehandlingstid fastslog byretten, at den ellers forskyldte bødestraf på 3.000 kr. skulle bortfalde, og at statskassen skulle betale sagens omkostninger. Retten fandt, at den lange sagsbehandlingstid ikke udgjorde tilstrækkeligt grundlag for at gøre frakendelsen betinget eller for at fastsætte en kortere frakendelsestid. Landsretten stadfæstede ved dom af 23. maj 2025 byrettens dom og pålagde T at betale sagens omkostninger for landsretten.

For Højesteret angik sagen, om frakendelsen af Ts førerret skulle gøres betinget som
følge af lang sagsbehandlingstid.

Højesteret udtalte, at i færdselssager, hvor der ikke er spørgsmål om frihedsstraf, vil en passende kompensation for lang sagsbehandlingstid som udgangspunkt kunne ydes ved, at bøden nedsættes med 5.000 kr. og halvdelen af det resterende beløb, og ved at den tiltalte helt eller delvist fritages for at betale sagens omkostninger i byretten, jf. Højesterets dom af 16. april 2012 (UfR 2012.2322). I færdselssager, hvor der er spørgsmål om frihedsstraf, vil en passende kompensation kunne ydes ved, at frihedsstraffen bortfalder, nedsættes eller gøres betinget, eventuelt uden andet vilkår end prøvetid, i kombination med bortfald eller nedsættelse af en tillægsbøde og hel eller delvis fritagelse for betaling af sagens omkostninger i byretten.

Højesteret udtalte endvidere, at de færdselssikkerhedsmæssige hensyn, der begrunder færdselslovens regler om førerretsfrakendelse, indebærer, at kompensation for lang sagsbehandlingstid ikke kan ydes ved, at førerretsfrakendelsen bortfalder, gøres betinget eller afkortes.

I den konkrete sag fastslog Højesteret, at der var tale om en ukompliceret færdselssag, og at sagsbehandlingstiden frem til domfældelse ved Københavns Byret i væsentligt omfang havde oversteget det rimelige, og at der herved er sket en krænkelse af Ts ret til rettergang inden en rimelig frist, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1.

Højesteret fastslog endvidere, at kompensationen for den skete krænkelse passende kunne ydes ved, at den forskyldte bøde bortfaldt, og at statskassen skulle betale sagens omkostninger for landsretten. Den lange sagsbehandlingstid kunne ikke føre til, at frakendelsen af Ts førerret skulle gøres betinget.

Læs Højesterets afgørelse i sag 97/2025 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag 97/2025 i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sag 97/2025 i Domsdatabasen