24 aug. 2026
Højesteret
Om godtgørelse som følge af uberettiget videregivelse af oplysninger
Godtgørelse som følge af uberettiget videregivelse af oplysninger i forbindelse med aktindsigt
Sag BS-44501/2025-HJR
Dom afsagt den 24. august 2026
A
og
B
mod
Hillerød Kommune
Biintervenient til støtte for Hillerød Kommune:
KL
I forbindelse med behandlingen af en aktindsigtsanmodning i april 2019 videregav en medarbejder i Hillerød Kommune ved en fejl uberettiget helbredsmæssige oplysninger om A og økonomiske oplysninger om B. Oplysningerne blev videregivet til B’s tidligere ægtefælle, C, som A og B befandt sig i et modsætningsforhold til.
Sagens hovedspørgsmål var, om Hillerød Kommune skulle betale godtgørelse til A og B som følge af videregivelsen af oplysningerne.
Højesteret udtalte, at Hillerød Kommunes videregivelse af oplysningerne om A og B til C måtte anses for ansvarspådragende for Hillerød Kommune. Det var således en klar fejl, at oplysningerne blev videregivet i strid med databeskyttelsesforordningen.
Herefter fastslog Højesteret, at det var godtgjort, at A havde lidt en skade som følge af overtrædelsen af databeskyttelsesforordningen. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at der var tale om meget følsomme og private oplysninger om, at A havde en alvorlig psykisk lidelse, og at oplysningerne blev videregivet til en privatperson, C, som A befandt sig i et modsætningsforhold til, og som videregav oplysningerne til en anden myndighed, hvor der verserede en tvist mellem B og C. Videregivelsen af oplysningerne til C var efter sin karakter egnet til at påvirke A’s selv- og æresfølelse.
Derimod var det ikke godtgjort, at B havde lidt en skade. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at videregivelsen af oplysningen om, at B er gift med en person, der har en psykisk lidelse, ikke kunne anses for at være egnet til at påvirke hans selv- og æresfølelse eller i øvrigt påvirke ham negativt, og at det samme var tilfældet for så vidt angik oplysningen om hans månedlige rådighedsbeløb.
Med hensyn til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 fastslog Højesteret, at Hillerød Kommune havde krænket A og B’s rettigheder efter bestemmelsen ved videregivelsen af oplysningerne.
Højesteret tilkendte A en godtgørelse på 30.000 kr. Derimod fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilkende B godtgørelse.
Landsretten var til dels nået til et andet resultat.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-44501/2025-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-44501/2025-HJR i Domsdatabasen