Gå til sidens indhold

Højesteret

13 aug. 2026

Højesteret

Om advokatrepræsentation

Spørgsmål om advokatrepræsentation skulle i første række afgøres af Advokatnævnet

Sag BS-15876/2026-HJR

Kendelse afsagt den 12. august 2026

A
mod 
B

Selskabet A anfægtede, at B’s advokat kunne repræsentere B i sagen mod A, idet en anden advokat, som nu var partnerindehaver i samme advokatfirma som B’s advokat, tidligere bl.a. havde været advokat for den koncern, som A indgik i, og der dermed forelå en interessekonflikt. 

A’s advokat havde i eget navn indgivet en klage til Advokatnævnet over B’s advokats adfærd. Nævnet afviste klagen, da A’s advokat ikke fandtes at have retlig interesse i det forhold, klagen angik. 

A’s advokat anmodede herefter Advokatrådets Responsumudvalg om at afgive et responsum om spørgsmålet om en mulig interessekonflikt. Udvalget afviste at afgive et responsum, da spørgsmålene vedrørte aktuelle retssager og kunne have en direkte betydning herfor. Efter udvalgets opfattelse forudsatte anmodningen om responsum i denne situation, at enten begge parter var enige om at anmode om et responsum, eller at retten anmodede om responsummet.

A anmodede herefter Højesteret om enten at bestemme, at B som følge af en interessekonflikt ikke kunne lade sig repræsentere af sin nuværende advokat eller at give tilsagn om, at A kunne indhente et responsum fra Advokatrådets Responsumudvalg.

Højesteret fandt, at spørgsmålet om, hvorvidt B’s advokat handlede i strid med god advokatskik ved at repræsentere B var et spørgsmål, der i første række skulle afgøres af Advokatnævnet. A havde ikke klaget til Advokatnævnet, og nævnet havde dermed ikke taget stilling til spørgsmålet. Om der forelå en interessekonflikt, og om den var til hinder for, at B blev repræsenteret af sin nuværende advokat under sagen kunne derfor ikke indbringes for domstolene. Allerede som følge heraf var der ikke anledning til at anmode Advokatrådets Responsumudvalg om at afgive en udtalelse. 

Højesteret tog herefter ikke A’s anmodninger til følge.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-15876/2026-HJR (pdf)