Gå til sidens indhold

Højesteret

28 jul. 2026

Højesteret

Om opsættende virkning

Søgsmål vedrørende prøvelse af administrativ afgørelse om at indkalde boliglejere til nyt stiftende afdelingsmøde blev ikke tillagt opsættende virkning

Sag BS-14217/2026-HJR

Kendelse afsagt den 27. juli 2026

KAB s m b a som mandatar for Den Frederiksbergske Boligorganisation
mod
Frederiksberg Kommune

I december 2024 pålagde Frederiksberg Kommune Den Frederiksbergske Boligorganisation at indkalde alle boliglejere, uanset deres kontraktforhold, til et nyt stiftende afdelingsmøde med henblik på valg af øverste myndighed samt at ændre sine vedtægter, således at alle beboere har lige beboerdemokratiske rettigheder. 

Sagen for Højesteret angik, hvorvidt det verserende søgsmål om gyldigheden af denne beslutning skulle tillægges opsættende virkning, således at boligorganisationen ikke skal efterkomme påbuddet, før der foreligger endelig dom i sagen. 

Højesteret henviste til, at domstolene uden udtrykkelig lovhjemmel kan tillægge et søgsmål vedrørende prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning. Afgørelsen heraf beror på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for omfanget og arten af den skade, som i givet fald kan blive påført den, som afgørelsen er rettet mod. Det må desuden tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for den nedlagte påstand. 

Efter en samlet afvejning fastslog Højesteret, at Den Frederiksbergske Boligorganisations interesse i, at påbuddet ikke efterleves, mens retssagen behandles, ikke overstiger det offentliges interesse i, at efterlevelse af påbuddet ikke udsættes. Der var således ikke grundlag for at tillægge søgsmålet opsættende virkning. 

Landsretten var nået til samme resultat. 

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-14217/2026-HJR (pdf)