11 jun. 2026
Højesteret
Forældelsesfrist for tilbagebetaling af indeholdt udbytte- og royaltyskat
Krav om tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat og royaltyskat var omfattet af 5-årig forældelsesfrist
Sag BS-36976/2025-HJR og BS-36974/2025-HJR
Dom afsagt den 11. juni 2026
Skatteministeriet
mod
A
og
Skatteministeriet
mod
B
og
C
Krav om tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat og royaltyskat var omfattet af 5-årig forældelsesfrist
I 2017 anmodede C, B og A, der alle var begrænset skattepligtige til Danmark, de danske skattemyndigheder om tilbagebetaling af indeholdt kildeskat for henholdsvis udbytte og royalty. De henviste til, at den indeholdte kildeskat oversteg den endelige skat, som de skulle betale i henhold til den dobbeltbeskatningsoverenskomst, som de hver især var omfattet af. Med henvisning til at refusionskravene var undergivet en forældelsesfrist på 3 år, afviste SKAT de krav, som SKAT anså for at være forældede på anmodningstidspunktet.
For Højesteret angik sagerne, om de rejste tilbagebetalingskrav var omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1, eller af den særlige 5-årige forældelsesfrist i kildeskattelovens § 67 A. Spørgsmålet var, om kildeskattelovens § 67 A skal forstås sådan, at den 5-årige forældelsesfrist gælder for begrænset skattepligtiges krav på tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat eller royaltyskat, der overstiger den endelige skat i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Højesteret udtalte bl.a., at ordlyden af kildeskattelovens § 67 A ikke entydigt og klart angiver, hvilke krav der er omfattet af den særlige forældelsesfrist på 5 år. Efter Højesterets opfattelse var det mest nærliggende at forstå forarbejderne til bestemmelsen på den måde, at de tilbagebetalingskrav, der rejses af en begrænset skattepligtig, er omfattet af 5 års fristen. Højesteret lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at sådanne krav er de mest hyppigt forekommende, og at skattemyndighederne umiddelbart efter indførelsen af kildeskattelovens § 67 A og indtil en praksisændring i 2016 forstod og administrerede bestemmelsen sådan, at den omfattede begrænset skattepligtiges tilbagebetalingskrav.
Højesteret fastslog herefter, at kildeskattelovens § 67 A skal forstås således, at den 5-årige forældelsesfrist også gælder for begrænset skattepligtiges krav på tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat eller royaltyskat, der overstiger den endelige skat f.eks. i henhold til en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Højesteret tiltrådte herefter, at C, B og A var frifundet for Skatteministeriets påstande om, at de skulle anerkende, at deres tilbagebetalingskrav var forældede.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-36976/2025-HJR og BS-36974/2025-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-36976/2025-HJR og BS-36974/2025-HJR i Domsdatabasen