Gå til sidens indhold

Højesteret

22 maj 2026

Højesteret

Om forældelse

Forældelsesfristen for et gældsbrev blev afbrudt ved skylderkendelse i en mailkorrespondance

Sag BS-43974/2025-HJR

Dom afsagt den 22. maj 2026 

A
mod
X ApS

Den 30. november 2011 udstedte A et gældsbrev, hvori han erklærede at skylde ca. 1,2 mio. kr. til X ApS.

Den 3. juli 2019 sendte revisor C på vegne af X en mail til A med gældsbrevet vedhæftet. I mailen blev han gjort opmærksom på, at han fortsat havde gæld til X, og han blev bedt om at bekræfte modtagelsen af mailen. A bekræftede samme dag, at han havde modtaget mailen.

Ved mail af 25. oktober 2019 blev A spurgt til bl.a., hvordan han havde tænkt sig at lånet i henhold til gældsbrevet skulle indfries. A svarede ved mail af 26. oktober 2019, at ”jeg har ikke mulighed for at tilbagebetale lånet nu”.

For Højesteret angik sagen, om der som følge af den nævnte mailkorrespondance var sket afbrydelse af den 10-årige forældelse af gælden i henhold til gældsbrevet.

Højesteret tiltrådte landsrettens resultat og begrundelse, hvorefter at A ved sit svar i mailen af 26. oktober 2019 havde erkendt sin forpligtelse på en sådan måde, at X med føje havde fået den opfattelse, at der ikke var tvist om kravet, og at der derfor ikke var rimelig anledning til at iværksætte retsforfølgning. 

Højesteret fastslog således, at forældelsen af gælden i henhold til gældsbrevet blev afbrudt den 26. oktober 2019.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-43974/2025-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-43974/2025-HJR i Domsdatabasen

Læs byrettens afgørelse i sag  BS-43974/2025-HJR  i Domsdatabasen