24 mar. 2026
Højesteret
Samvær med barnets retlige far blev udvidet
Samvær med barnets retlige far blev udvidet og skulle ikke afvente en ansøgning om samvær fra barnets biologiske far
Sag BS-59797/2025-HJR
Dom afsagt den 24. marts 2026
F
mod
M
I sommeren 2019 fødte M barnet B. På baggrund af en ansvars- og omsorgserklæring blev A’s daværende kæreste, F, registreret som barnets far. I december 2019 ophævede M og F samlivet, og B havde efterfølgende samvær med F i varierende omfang. F ansøgte i 2022 om en udvidelse af samværet med B.
I foråret 2022 fik M og A foretaget en privat dna-test, der viste, at A med større end 99,99 % sandsynlighed var B’s biologiske far. M og A anmodede herefter om, at faderskabssagen blev genoptaget med henblik på at få A registreret som B’s far. Dette afviste Højesteret ved kendelse af 8. oktober 2024 (UfR 2025.28). F er således fortsat B’s retlige far.
Efter aftale med A havde B siden foråret 2022 haft samvær med A. Mens den foreliggende sag verserede, ansøgte A Familieretshuset om at fastsætte samvær mellem B og ham. Familieretshuset afviste at behandle samværsansøgningen, men familieretten hjemviste sagen til fornyet behandling i Familieretshuset i juli 2025, hvor ansøgningen fortsat verserer.
I nærværende sag udvidede familieretten samværet mellem B og F, mens landsretten fastsatte et foreløbigt begrænset samvær med henvisning til bl.a. A’s anmodning om samvær med B.
For Højesteret angik sagen omfanget af B’s samvær med F.
Højesteret udtalte, der skal foretages en samlet vurdering af, hvad der er bedst for barnet, når der træffes afgørelse om omfanget af et barns samvær med en retlig forælder i et tilfælde, hvor barnet har både en retlig forælder og en biologisk forælder, som det ikke har bopæl hos, men har samvær med. Loven ligestiller ikke andre pårørende – herunder en biologisk far, som ikke er retlig far – med retlige forældre med hensyn til omfanget af samvær. Den omstændighed, at der også er eller skal være samvær med en biologisk forælder vil derfor normalt kun føre til, at samværet med en retlig forælder indskrænkes i meget begrænset omfang, i forhold til hvad samværet ellers ville være blevet fastsat til.
På baggrund af oplysningerne i sagen fastsatte Højesteret samværet mellem B og F i overensstemmelse med familierettens dom med nødvendige tilpasninger.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-59797/2025-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-59797/2025-HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-59797/2025-HJR i Domsdatabasen