18 mar. 2026
Højesteret
Om retlig interesse i sag om tilladelse til eksport af militært udstyr
A havde ikke retlig interesse i at få prøvet lovligheden af tilladelser til eksport af militært udstyr
Sag BS-24667/2025-HJR
Dom afsagt den 18. marts 2026
A
mod
Rigspolitiet
og
Udenrigsministeriet
A havde ikke retlig interesse i at få prøvet lovligheden af tilladelser til eksport af militært udstyr
A, der var palæstinensisk statsborger, havde anlagt sag mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet med påstand om, at en række tilladelser til eksport af militært udstyr under det såkaldte F-35-program var ugyldige, fordi de i lyset af situationen i Gaza stred mod våbenlovens § 6 og Danmarks internationale forpligtelser.
Landsretten havde afvist sagen under henvisning til bl.a., at A ikke havde retlig interesse i prøvelse af de nedlagte påstande.
Spørgsmålet for Højesteret var, om det var med rette, at landsretten havde afvist sagen.
Højesteret udtalte, at A ikke var adressat for de afgørelser, sagen angik, og Højesteret fandt, at han heller ikke af anden grund var konkret og individuelt berørt af de anfægtede tilladelser på en sådan måde, at han havde retlig interesse i at få prøvet lovligheden af tilladelserne og de påstande, der var nedlagt for landsretten i tilknytning hertil.
Landsretten var kommet til samme resultat.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-24667/2025-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-24667/2025-HJR i Domsdatabasen