04 nov. 2026
Højesteret
Om straffelovens § 155 (sag 1 af 2)
En kommunal medarbejders uberettigede opslag i et register var ikke af en sådan grovhed, at det var omfattet af straffelovens § 155
Sag 102/2025
Dom afsagt den 4. november 2026
Anklagemyndigheden
mod
T
T blev den 1. oktober 2022 ansat som administrationselev i en kommune.
I forbindelse med en stikprøvekontrol på opslag i det kommunale datasystem SAPA konstaterede kommunen, at T i perioden fra den 9. november 2022 til den 19. april 2023 havde foretaget uberettigede opslag i det kommunale datasystem, hvor hun fik adgang til oplysninger om bl.a. personnummer, navn, adresse, alder og civilstand.
T blev efter en tjenstlig samtale bortvist, og kommunen anmeldte forholdet til politiet. Hun blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 155. Der blev ikke rejst tiltale for overtrædelse af databeskyttelsesreglerne.
T havde erkendt, at hun havde foretaget 241 uberettigede opslag på venner, familie, bekendte, kolleger og kendte personer, og hun forklarede, at hun slog navnene op bl.a. af nysgerrighed.
Sagen angik, om forholdet havde en sådan grovhed, at T var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155.
Højesteret udtalte, at mindre grove tjenesteforseelser ikke omfattes af straffelovens § 155, og at vurderingen af, om et forhold omfattes af bestemmelsen om embedsmisbrug, må bero på en konkret helhedsvurdering af sagens omstændigheder.
Landsretten havde efter en samlet vurdering af oplysningernes karakter og Ts forklaring om baggrunden for opslagene i datasystemet, og idet det var ubestridt, at hun ikke havde videregivet eller på anden måde behandlet de tilgåede oplysninger, fundet, at der ikke var sket en sådan krænkelse af privates eller det offentliges ret, at hun havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155.
Højesteret tiltrådte, at forholdet ikke havde en sådan grovhed, at det var omfattet af det strafbare område efter straffelovens § 155.
Højesteret havde som følge af tiltalens indhold ikke anledning til at tage stilling til, om der var sket en strafbar overtrædelse af databeskyttelsesreglerne.
Læs Højesterets afgørelse i sag 102/2025 (pdf)