Om Panama Papers og retssikkerhedslovens § 10

Sagerne BS-53826/2025-HJR, BS-53828/2025-HJR og BS-53832/2025-HJR

Dom afsagt den 28. oktober 2026 

A, B og X Inc.
mod 
Skatte- og Vækstministeriet

I 2016 købte SKAT fra en anonym kilde lækket datamateriale fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama (”Panama Papers”) med oplysninger om adskillige danske skatteydere. I materialet indgik bl.a. oplysninger om, at A og B var ejere af det panamanske selskab X Inc., og at de havde en ”Power of Attorney” for selskabet.

I 2018 traf SKAT afgørelse over for X Inc., A og B om forhøjelse af deres skattepligtige indkomst. Ifølge afgørelserne var X Inc. skattepligtig til Danmark af overførsler, som A og B havde foretaget til selskabet, og af løbende afkast af indestående på selskabets bankkonto i Luxembourg. Endvidere var A og B skattepligtige af overførsler fra selskabet til dem.

Sagerne for Højesteret angik bl.a., om SKAT havde begået sagsbehandlingsfejl ved at anvende lækkede oplysninger erhvervet fra en anonym kilde som grundlag for afgørelserne, og om manglende iagttagelse af retssikkerhedslovens § 10 kunne medføre, at skatteansættelserne var ugyldige.

For så vidt angår købet af Panama Papers udtalte Højesteret, at formålet hermed var at indlede skattemæssige undersøgelser af en række af de selskaber og personer, som var nævnt i materialet. Højesteret fandt, at SKAT havde været berettiget til at anvende de købte Panama Papers som led i den lovbestemte kontrol med henblik på at sikre en korrekt skatteopkrævning.

For så vidt angår retssikkerhedslovens § 10 udtalte Højesteret, at det følger af bestemmelsen, at en borger som udgangspunkt ikke har pligt til at give myndighederne oplysninger, hvis der er konkret mistanke om, at borgeren har begået en lovovertrædelse. Myndighederne skal vejlede borgeren om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

Det fremgår af forarbejderne, at § 10 bl.a. skal ses i sammenhæng med den praksis, som knytter sig til artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter en person, som er anklaget for en forbrydelse, har ret til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive tvunget til at medvirke til at opklare forbrydelsen.

Højesteret udtalte, at formålet med § 10 er at varetage et retssikkerhedsmæssigt hensyn af betydning for en straffesag. Formålet med bestemmelsen er ikke at sikre, at en skatteansættelse bliver korrekt. Højesteret fandt, at manglende iagttagelse af § 10 under den administrative behandling af en skattesag ikke medfører, at skatteansættelsen bliver ugyldig.

Højesteret tiltrådte herefter, at skatteansættelserne ikke kunne anses for at være ugyldige som følge af eventuel manglende iagttagelse af retssikkerhedslovens § 10, jf. artikel 6, stk. 1. Der var heller ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skatteansættelser over for A, B og X Inc.

Landsretten var nået til samme resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sagerne BS-53826/2025-HJR, BS-53828/2025-HJR og BS-53832/2025-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sagerne BS-53826/2025-HJR, BS-53828/2025-HJR og BS-53832/2025-HJR i Domsdatabasen