Gå til sidens indhold

Højesteret

07 okt. 2026

Højesteret

Om frihedsberøvelse efter psykiatriloven

A havde ikke fremsat en anmodning om udskrivning efter psykiatrilovens § 10, stk. 3

Sag BS-54869/2025-HJR

Dom afsagt den 7. oktober 2026 

A
mod
Region Sjælland

A blev den 22. februar 2024 tvangsindlagt på behandlingsindikation (”gule papirer”), jf. psykiatrilovens § 5, nr. 1. Frihedsberøvelsen varede indtil den 22. april 2024, hvor han blev udskrevet.

Retten i Holbæk fandt ved dom af 25. september 2024, at betingelserne for at frihedsberøve A i medfør af psykiatrilovens § 5, nr. 1, var opfyldt, men at der fra den 3. april 2024 havde foreligget en tvangstilbageholdelse, som var ulovlig. Byretten henviste til, at A den pågældende dag havde fremsat en anmodning om udskrivning, som en læge besluttede ikke at imødekomme, hvilket imidlertid skete, uden at beslutningen efterfølgende blev godkendt af overlægen. 

For Højesteret angik sagen ligesom for landsretten, om frihedsberøvelsen i perioden frem til den 3. april 2024 var lovlig. 

Spørgsmålet var i første række, om betingelserne i psykiatrilovens § 5, nr. 1, for at frihedsberøve A var opfyldt i denne periode. Hvis betingelserne var opfyldt, skulle Højesteret tage stilling til, om A på et tidligere tidspunkt end den 3. april 2024 fremsatte anmodning om udskrivning som nævnt i psykiatrilovens § 10, stk. 3, med den virkning, at overlægen skulle træffe beslutning om udskrivning eller tvangstilbageholdelse. 

Højesteret tiltrådte på grundlag af sagens lægelige oplysninger, at A ved tvangsindlæggelsen den 22. februar 2024 og frem var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed. Højesteret tiltrådte endvidere, at det ville have været uforsvarligt ikke at frihedsberøve ham med henblik på behandling, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville være blevet væsentlig forringet. Betingelserne i psykiatrilovens § 5, nr. 1, for at frihedsberøve A var derfor opfyldt. Af de samme grunde fastslog Højesteret, at frihedsberøvelsen var forenelig med Menneskerettighedskonventionens artikel 5, stk. 1, litra e.

Højesteret fastslog dernæst, at A ikke i perioden fra tvangsindlæggelsen den 22. februar til den 3. april 2024 fremsatte en tilkendegivelse, der opfyldte kravene til en anmodning om udskrivning som nævnt i forarbejderne til psykiatrilovens § 10, stk. 3.

Frihedsberøvelsen af A i perioden fra den 22. februar til den 3. april 2024 var således lovlig.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-54869/2025-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-54869/2025-HJR i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sag BS-54869/2025-HJR i Domsdatabasen