Gå til sidens indhold

Retten i Hjørring

06 maj 2026

Retten i Hjørring

Nu lanceres første version af ny webportal til advokater i straffesager

Advokater i straffesager får i dag adgang til den første version af en ny webportal. Formålet med webportalen er at digitalisere kommunikationen mellem advokat og ret i én kanal.

Domstolsstyrelsen er i gang med at digitalisere hele det strafferetlige område. Som led i det arbejde udrulles den første version af Straffesagsportalen, der er en webportal henvendt til advokater i straffesager. 

I første omgang er anvendelsen af Straffesagsportalen frivillig for advokater, men fra september 2026 vil anvendelsen være obligatorisk, når hele det strafferetlige område på by- og landsretsniveau forventes fuldt digitaliseret. 

Denne første version af webportalen giver advokater i straffesager adgang til sagsmateriale og information, der er publiceret fra retten. Frem mod september 2026 vil Straffesagsportalen videreudvikle løsningen og tilføre nye funktioner. 

I perioden frem mod september 2026 har advokater mulighed for at afprøve webportalen og komme med feedback til løsningen. Dermed kan de være med til at påvirke videreudviklingen, inden webportalen lovpligtigt skal anvendes til kommunikation med retten i straffesager. 

Fakta om Straffesagsportalen

  • Straffesagsportalen samler alt sagsmateriale og sagsinformation i straffesager. Webportalen er udviklet til alle advokater, som arbejder med straffesager, herunder forsvars-, bistands- og indgrebsadvokater.
  • Anvendelsen af webportalen er i første omgang frivillig, men bliver i september 2026 obligatorisk. Til den tid skal advokater tilgå alt sagsmateriale over webportalen, ligesom al kommunikation mellem advokat og ret skal foregå via webportalen. 
  • Den første version af webportalen giver advokater mulighed for at se en liste over egne straffesager, tilgå de enkelte sager, se en ekstern vendt version af sagen, herunder kommende retsmøder, retsbøger og sagens akter publiceret fra retten, og tildele rettigheder til andre ansatte i samme advokatvirksomhed. 
  • I perioden frem mod september 2026 vil Straffesagsprogrammet videreudvikle webportalen og tilføje flere funktioner, som f.eks. salæranmodninger, kommunikation til retten mv.   
  • I den frivillige periode vil det være muligt for advokater at komme med input til, hvordan løsningen kan gøres bedre.