29 maj 2026
Retten i Hjørring
Skolebørn i retten afprøver Grundloven i praksis
Kom en tur i retten, bliv stillet for en dommer og se, om du klarer frisag eller bliver kendt skyldig.
Det lyder som et tvivlsomt tilbud, men for eleverne fra 5. og 6. klasse på Bindslev Skole og 5. klasse fra Frydenstrandskolen i Frederikshavn bliver det en helt usædvanlig skoledag, når de sammen med Retten i Hjørring fejrer Grundlovsdag.
Er man skyldig, hvis man i frustration har sendt trusler til sin veninde via Snapchat? Og handler man i nødværge, hvis man slår en modstander flere gange?
Retten i Hjørring får den 4. juni 2026 besøg af elever fra Bindslev skole og Frydenstrandskolen. Eleverne skal blandt andet være med til at dømme i to fiktive retssager. Medarbejdere fra retten vil spille rollerne som dommer, anklager og forsvarer, mens eleverne spiller roller som tiltalte, vidner og domsmænd i sagen.
Retten i Hjørring er blandt de deltagende retter for anden gang. Retspræsident Mette Fuglsang Mortensen fortæller:
”Det er en stor glæde at have besøg af skoleklasserne. Vi oplever, at eleverne går til spillet med stor interesse og stort engagement, at domstolenes rolle gennem spillet bliver nærværende for dem, og at de lærer en masse om, hvordan en retssag fungerer, og om hele retssamfundet”.
Rollespillet ”Hvem er skyldig?” tager udgangspunkt i et af strafferettens vigtigste principper: at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Retssagerne bliver afholdt som et initiativ under foreningen ’Grundlovsfesten’, der i samarbejde med Danmarks Domstole har udviklet rollespillet. Oplevelsen skal være med til at give eleverne en bedre forståelse af de grundlæggende rettigheder, som grundloven giver, og som retssystemet sikrer.
Hvis pressen har spørgsmål eller har lyst til at deltage ved arrangementet, kan retspræsident Mette Fuglsang Mortensen kontaktes på mail memo@domstol.dk eller telefon 4068 5535.