Gå til sidens indhold

Retten i Hjørring

13 apr. 2026

Retten i Hjørring

Dom i nævningesag om manddrab ved knivstik i Fjerritslev

Dom afsagt: 13. april 2026

Sagsnr. 1580/2025

Retten i Hjørring har den 13. april 2026 afsagt dom i en nævningesag, hvor to mænd på henholdsvis 46 år og 33 år samt en kvinde på 25 år, blandt andet var tiltalt for drab den 3. november 2024 på en 29-årig mand.

De tiltalte havde efter en konflikt opsøgt den 29-årige mand og under den efterfølgende tumult blev den 29-årige på åben gade af den 46-årige tildelt to knivstik, der førte til, at han efterfølgende afgik ved døden.

Den 46-årige havde erkendt sig skyldig i vold med døden til følge. De øvrige tiltalte havde nægtet sig skyldig i drab og herunder påstået straffrihed som følge af nødværge, da den 29-årige mand indledningsvis havde udsat to af de tiltalte for vold.

Et enigt nævningeting fandt de tiltalte skyldige i henholdsvis drab og medvirken til drab og fandt ikke grundlag for straffrihed som følge af nødværge.

Der var i nævningetinget enighed om at fastsætte straffen til den 46-årige mand til fængsel i 12 år og straffen til den 25-årige kvinde til fængsel i 10 år.

Der var i nævningetinget endvidere enighed om, at den 33-årige mand var sindssyg og derfor ikke kunne straffes, men i stedet skulle dømmes til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af længstetid.

De tiltalte ankede alle dommen med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse.  

Henvendelse om sagen kan ske til Retten i Hjørring, tlf. 99 68 56 40.

Udskrift af dommen kan bestilles på mail til ret.hjo@domstol.dk. Udskriften koster 150 kr. Beløbet kan overføres til rettens bankkonto nr. 0216-4069136540 med henvisning til sagsnummeret. Når beløbet ses modtaget, vil udskriften blive ekspederet.