20 mar. 2026
Retten i Herning
Sukkervareafgift på sukkerglaserede jordnødder til brug i snackblanding
Dom afsagt: 19. marts 2026
Retten i Herning har frifundet Skatteministeriet i en sag om sukkervareafgift på nogle importerede sukkerglaserede jordnødder, som en dansk snack-producent anvendte som en lille del i såkaldte Salt & Sød blandinger.
Retten var enig med Landsskatteretten i, at sukker var så karaktergivende for de sukkerglaserede jordnødder, at de måtte anses for en dragévare og omfattet af bestemmelsen om sukkervarer af enhver art. Det forhold, at der tidligere har eksisteret en råstofafgift på blandt andet jordnødder og visse bearbejdelser heraf, kunne ikke ændre herpå. Afgiften forfaldt ved modtagelsen her i landet, og producentens efterfølgende anvendelse af produktet havde ingen betydning for afgiftsspørgsmålet.
Det fandtes heller ikke godtgjort, at pålæggelsen af afgift var i strid med administrativ praksis eller en retsbeskyttet forventning.
Endelig fandt retten, at selskabet også skulle have betalt afgift af nødderne, hvis de selv havde produceret disse, og afgiften stred derfor heller ikke mod EU-reglerne.
Dommen er afsagt den 19. marts 2026 af tre dommere, der var enige i resultatet.
Sagsnummer: BS- 63958/2024-HER.