Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

07 jul. 2026

Retten i Glostrup

Fængsel i 5 år for grov vold og mishandling mod eget spædbarn

Dom afsagt: 6. juli 2026

En 36-årig far dømt for grov vold mod sit ca. 5 uger gamle barn, som blev påført bl.a. kra-niebrud, hjerneblødning og flere brækkede ribben

Sagsnummer: S25-846/2026
Sagen kort fortalt

Alarmcentralen modtog i september 2025 et opkald fra forældrene, idet barnet bl.a. havde vejrtrækningsproblemer. Barnet blev samme aften indlagt på hospitalet, som fik mistanke om vold og besluttede at undersøge barnet nærmere. Undersøgelserne viste, at barnet bl.a. havde kraniebrud, hjerneblødninger og et stort antal øvrige brud på kroppen, herunder adskillige brækkede ribben. Der var tale om både friske og ældre skader på barnet.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, der udtalte bl.a., at alle forhold i sagen talte for, at volden var aktivt påført, og at barnet havde været udsat for bl.a. kraftig klemning og sammenpresning af brystkassen og ruskevold. Retslægerådet udtalte videre, at variationen i læsionernes alder og anatomiske lokation var forenelige med børnemishandling, såkaldt "battered child syndrom", og at der ikke var andre situationer, hvor man så tilsvarende samlede skader hos et barn på 5 uger.

Faren blev tiltalt for ved flere lejligheder at have udsat sin søn for vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter og mishandling. 

Han nægtede sig skyldig og forklarede under sagen bl.a., at skaderne på barnet måtte være opstået ved et fald nogle dage forud for alarmopkaldet, og at han havde rusket og klasket barnet i panik, da det fik vejrtrækningsproblemer. 

Dommens resultat

Efter en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder navnlig sagens lægelige oplysninger og vidneforklaringer, fandt retten det bevist, at barnet havde været udsat for vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter, og at den forklaring, som faren havde afgivet, ikke kunne forklare de påviste skader.

Retten fandt det videre bevist, at de friske skader, herunder kraniebruddet, hjerneblødning og adskillige brud på bl.a. ribben, var blevet påført barnet ved vold udøvet af faren. Det var derimod ikke med den nødvendige sikkerhed bevist, at det også var faren, der havde påført barnet de ældre skader. Retten lagde herved vægt på bl.a., at de ældre skader ikke kunne tidsfæstes nærmere, og at det derfor ikke kunne lægges til grund, at disse skader var opstået på et tidspunkt, hvor faren havde været sammen med barnet.

Straffen blev efter voldens karakter og farlighed fastsat til fængsel i 5 år. 

Sagen var en domsmandssag, idet den tiltalte havde fravalgt nævningesagsbehandling, og der var enighed om dommens resultat.

Tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

Tiltalte skal fortsat være varetægtsfængslet under en eventuel anke eller indtil straffuldbyrdelse kan iværksættes.

Det under sagen nedlagte navneforbud er udstrakt til også at gælde under en eventuel anke.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 6. juli 2026.