13 maj 2026
Retten i Glostrup
Nets dømt for at opkræve for høje dankortgebyrer
Dom afsagt: 13. maj 2026
Retten har fastslået, at Nets i en periode fra 1. januar 2010 til den 15. juli 2013 opkrævede for høje dankortgebyrer hos forretninger ved handel på internettet. En del af kravene var forældede, da sagerne blev anlagt i 2014. Nets blev derfor alene dømt til at betale delvis erstatning.
Sagsnumre: BS-157/2014-GLO og BS-160/2014-GLO
Sagen kort fortalt
Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, klagede i 2010 til konkurrencemyndighederne over, at Nets opkrævede for høje gebyrer ved betaling med Dankort på internettet. Gebyrerne blev opkrævet hos forretningerne.
Konkurrencemyndighederne traf afgørelser i 2012 og 2013 om, at Nets’ dankortgebyrer var for høje og i strid med den dagældende lovgivning. I afgørelsen fra 2013 blev Nets pålagt at sætte dankortgebyrerne ned.
Nets indbragte konkurrencemyndighedernes afgørelser for domstolene, og Højesteret afsagde dom den 4. april 2023. Højesteret nåede frem til, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte konkurrencemyndighedernes afgørelser.
De to erstatningssager ved Retten i Glostrup blev anlagt i 2014 og blev derefter udsat på behandlingen af Nets’ retssager mod konkurrencemyndighederne. Efter Højesterets dom i april 2023 genoptog Retten i Glostrup behandlingen af de to erstatningssager.
Danske Spil A/S og Foreningen for Dankortsag, der har repræsenteret en række internetforretninger, har påstået, at Nets fra 2008 til 2013 opkrævede for høje dankortgebyrer, og at Nets var klar over det.
Nets har heroverfor påstået, at der ikke blev opkrævet for høje gebyrer. De har også påstået, at kravene ikke var korrekt opgjort og var delvis forældede.
Sagernes udfald
Retten fastslog i den ene sag, at Nets skal betale 1.300.000 kr. til Danske Spil A/S. I den anden sag fastslog retten, at internetforretningerne har krav på tilbagebetaling af de dankortgebyrer, der er opkrævet for meget.
Retten nåede frem til, at Nets fra den 1. januar 2010 opkrævede for høje dankortgebyrer i strid med lovgivningen, og at Nets var klar over det i hvert fald fra den 1. januar 2011. På grund af forældelse var der kun krav på erstatning for en periode på 3 år før, at sagerne blev anlagt.
Nets blev dømt til at betale sagsomkostninger.
Sagerne blev behandlet af tre dommere, der var enige i sagernes udfald.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 13. maj 2026.