Gå til sidens indhold

Retten i Glostrup

27 maj 2026

Retten i Glostrup

6 personer i alderen fra 19 til 30 år dømt for overfald i pedo-hunting sag

Dom afsagt: 27. maj 2026

Lederen af Pedo Hunting Denmark idømt 5 år og 6 måneders fængsel. Pigen, der fungerede som ”catfisher” og stod for en del af organiseringen, blev idømt 3 år og 6 måneders fængsel, mens de øvrige aktive medlemmer fik 3 års fængsel.

Sagsnummer: 7473/2025

Sagen kort fortalt

Fra juni 2024 til juni 2025 begik gruppen en række overfald, som de selv kaldte pedo-hunting. Overfaldene skete forskellige øde steder i Albertslund, Vallensbæk, Brøndby Strand og på Amager Fælled.

Seks personer var tiltalt for i forskelligt omfang at have deltaget og for bl.a. grov vold, ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelse, trusler og for at efterlade en anden i hjælpeløs tilstand.

Gruppen arrangerede 10 overfald med grov vold, hvor en såkaldt ”catfisher” profil på datingapps lokkede mænd og unge drenge til at mødes med dem øde steder. Ofrene blev i forbindelse med overfaldene, ydmyget og filmet, og gruppen delte efterfølgende videoerne på sociale medier.

Flere af ofrene fik alvorlige og varige skader af volden, der var meget omfattende bl.a. med brug af slaggenstande, knojern og en strømpistol. To af ofrene mistede bevidstheden under overfaldene, og flere af ofrene fik taget deres telefoner, nøgler og noget af deres tøj.

Tre af de tiltalte nægtede sig skyldige, mens tre andre tiltalte erkendte i et vist omfang at have deltaget i det, de kaldte ”Pedo Hunting Denmark”. 

Dommens resultat

Retten fandt det bevist, at alle de tiltalte var aktive medlemmer af selvtægtsgruppen, de kaldte Pedo Hunting Denmark. De blev i det væsentligste fundet skyldige i de forhold, de hver især var tiltalt for.

A (22 år), der var tidligere straffet for vold, blev af retten anset for gruppens leder og blev fundet skyldig i selv at have udført meget grov vold i de overfald, han deltog i. A blev idømt 5 år og 6 måneders fængsel.

B (20 år), der kun var tiltalt for ét forhold om forsøg, blev idømt 4 måneders fængsel, der var udstået med hans varetægtsfængsling under sagen.

C (30 år), D (19 år) og F (20 år), der alle var aktive i gruppen på forskellige måder, fik alle 3 års fængsel, da retten fandt, at alles roller var afgørende for gruppens virke. D var ikke aktivt deltager i volden, men stod for redigering af de videoer, gruppen optog af de voldelige overfald og efterfølgende delte.

E (19 år), der lokkede de forurettede ud til de øde steder og mødte dem der, fik 3 år og 6 måneders fængsel. Retten fastslog, at E også havde en ledende rolle, da hun oplærte nye ”lokkeduer” og instruerede i, hvordan planerne skulle gennemføres, ligesom hun også selv deltog i volden i flere af overfaldene.

Det blev i alle forhold tillagt skærpende betydning, at overfaldene havde ydmygende karakter.

Sagen var en domsmandssag og dommerne var enige om dommens resultat.

De tiltalte vil inden for 14 dage beslutte, om dommen skal ankes.

A, C, D, E og F har været varetægtsfængslet under sagen og blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup den 27. maj 2026.