Gå til sidens indhold

Retten på Frederiksberg

19 mar. 2026

Retten på Frederiksberg

Dom i sag om knivdrab på 71-årig

To mænd er i dag blevet dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling henholdsvis fængsel i 12 år for blandt andet drab på en 71-årig mand.

Dommen blev afsagt af Retten på Frederiksberg den 19. marts 2026.

 

Sagsnummer SS-2568/2025.

 

Et enigt nævningeting fandt to mænd på nu 37 år og 49 år skyldige i at have dræbt en 71-årig mand i mandens lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter. Den 71-årige blev fundet med syv stiksår i brystet og adskillige kvæstningssår i hovedet samt flere knoglebrud i ansigtet.

 

Den 37-årige mand, som blev dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden fastsat længstetid, blev desuden fundet skyldig i en række forhold af simpel og grov vold, herunder mod tjenestemand.

 

Den 49-årige mand blev yderligere fundet skyldig i trusler og vold, herunder mod tjenestemand, fornærmelig tiltale samt vidnetrusler, men frifundet for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Der blev afgivet 10 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 12 år og 2 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 13 år.

 

Den 37-årige modtog dommen, og den 49-årige ankede dommen.

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, retspræsident Jacob Waage, mail ret.frb@domstol.dk.

 

Anmodning om aktindsigt sendes til akt.frb@domstol.dk.