06 maj 2026
Retten i Esbjerg
Domstolsstyrelsen lancerer første version af ny webportal til advokater
Dom afsagt: 6. maj 2026
Advokater i straffesager får i dag den første version af en ny webportal. Formålet med webportalen er at digitalisere kommunikationen mellem advokat og ret i én kanal.
Domstolsstyrelsen er i gang med at digitalisere hele det strafferetlige område. Som led i det arbejde har styrelsens store digitaliseringsprogram, Straffe- og skifteprogrammet, udrullet den første version af Straffesagsportalen, der er en webportal henvendt til advokater i straffesager.
I første omgang er anvendelsen af Straffesagsportalen frivillig, men fra september 2026 vil den være obligatorisk, når hele det strafferetlige område på byrets- og landsretsniveau er fuldt digitaliseret.
Den første version af webportalen giver advokater i straffesager adgang til sagsmateriale og -information, der er publiceret fra retten. Frem mod september 2026 vil Straffe- og skifteprogrammet videreudvikle løsningen og tilføre nye funktioner.
I denne periode har advokater mulighed for at komme med feedback til løsningen. Dermed kan de være med til at påvirke videreudviklingen af webportalen, inden de lovpligtigt skal anvende den til at indhente alt sagsmateriale og -information fra retten i straffesager.
Fakta om Straffesagsportalen
- Straffesagsportalen samler alt sagsmateriale og al sagsinformation i straffesager. Webportalen er udviklet til alle advokater, som arbejder med straffesager, fx forsvars-, bistands- og indgrebsadvokater. Anvendelsen er i første omgang på frivillig basis og bliver i september 2026 obligatorisk. Til den tid skal advokater hente alt sagsmateriale, og kommunikation mellem advokat og ret vil foregå via webportalen.
- Den første version af webportalen giver advokater mulighed for at: se en liste over egne straffesager, tilgå de enkelte sager, tildele rettigheder til andre ansatte i samme virksomhed, og se en ekstern vendt version af sagen fx kommende retsmøder, retsbøger og sagens akter publiceret fra retten.
- I perioden frem mod september 2026 vil Straffe- og skifteprogrammet videreudvikle webportalen og tilføje flere funktioner som salæranmodninger, kommunikation med retten og overblik over eksternt rettede frister. I løbet af 2026 vil koordinering af retsmøder også blive en del af funktionaliteten.
- I den frivillige periode vil det være muligt for advokater at komme med input og erfaringer til, hvordan løsningen kan gøres bedre.
Straffe- og skifteprogrammet vil løbende holde advokater og andre relevante parter orienteret om Straffesagsportalens funktioner og tilføjelser på domstol.dk.