23 sep. 2026
Danmarks Domstole
Straffesager er nu fuldt digitaliseret ved byretterne
Med den fulde digitalisering af det strafferetlige område på byretsniveau har domstolene nået en stor milepæl.
Den første del af arbejdet med at forbedre den digitale understøttelse af Danmarks Domstole er gennemført. I 2020 søsatte domstolene det hidtil største digitaliseringsprogram, Straffe- og skifteprogrammet, og frem mod udgangen af 2026 skal digitaliseringsarbejdet færdiggøres.
Sagsbehandlingen af samtlige straffesager er nu digitaliseret, og byretterne skal fremover behandle sagerne i domstolenes nye sagsbehandlingssystem.
”Med digitaliseringen smidiggør vi arbejdet med de 200.000 straffesager, der årligt behandles ved byretterne. Bag denne milepæl ligger en stærk, fælles indsats på tværs af organisationen, hvor byretterne har spillet en afgørende rolle. Deres engagement og vedholdenhed har været med til at føre digitaliseringen sikkert i mål”, siger Domstolsstyrelsens it-direktør, Martin Wood.
Hos Retten i Viborg er retspræsident Laila Nitschke også stolt over den digitale milepæl og ser frem til at bygge videre på de muligheder, digitaliseringen skaber for rettens daglige arbejde.
”Det er en stor dag for byretterne. Digitaliseringen af det strafferetlige område understøtter en mere tidssvarende sagsbehandling. Med den nye løsning bliver sagsbehandlingen mere sammenhængende, da data i straffesager nu håndteres digitalt gennem hele sagsforløbet”, siger retspræsident Laila Nitschke.
Domstolene forlænger den frivillige anvendelsesperiode
Som led i domstolenes digitaliseringsarbejde er den eksterne webportal Straffesagsportalen blevet udviklet og skal anvendes af advokater i straffesager på byretsniveau. Webportalen er integreret med byretternes system og udstiller sagens akter til relevante advokater og samler kommunikationen mellem advokat og ret i én digital kanal.
I maj 2026 blev den første version af webportalen udrullet, og i dag udvides den med ny funktionalitet. Oprindeligt var anvendelsen af Straffesagsportalen sat til at blive gjort obligatorisk samtidig med, at digitaliseringen af det strafferetlige område på byretsniveau blev fuldendt, men i stedet vælger domstolene at forlænge den frivillige anvendelsesperiode for at kunne adressere nogle af de behov, der er blevet meldt ind af advokaterne.
Faktaboks om Straffesagsportalen
Straffesagsportalen samler sagsmateriale og sagsinformation i nye digitale straffesager. I modsætning til Minretssag.dk, hvor alle civile retssager anlægges og behandles, er Straffesagsportalen udelukkende en udstillingsløsning, hvor advokater kan tilgå og downloade sagens akter samt kommunikere med retten. Webportalen skal anvendes af advokater, som arbejder med straffesager, fx forsvars-, bistands- og indgrebsadvokater.
Straffesagsportalen giver advokater i straffesager mulighed for at:
- kommunikere med retten
- se en liste over egne straffesager
- tilgå de enkelte sager
- tildele rettigheder til at tilgå sagens akter for andre ansatte i samme virksomhed
- se kommende retsmøder, retsbøger og sagens akter publiceret fra retten
Det er muligt for advokatvirksomheder at oprette en API-tilslutning til Straffesagsportalen, så man kan udveksle data med domstolene direkte til og fra eget sagsbehandlingssystem. Information om oprettelse af API-tilslutning kan man finde på domstol.dk.