01 jun. 2026
Danmarks Domstole
Sagkyndige til den forenklede proces ved domstolene søges
Domstolsstyrelsen søger eksperter, som kan bidrage til at sikre kvaliteten af afgørelser i sager i den forenklede proces, hvor specialiseret faglig viden er vigtig for retsforløbet.
Hvis du har særlig sagkundskab inden for et bestemt fagområde, fx byggeri, fast ejendom, maskinindustrien, it, detail, transport, indbo, miljø eller fødevarebranchen, kan du nu søge om at blive beskikket sagkyndig til den forenklede proces ved domstolene.
Ansøgningsperioden udløber den 30. juni 2026, hvorefter den samlede beskikkelsesrunde forventes afsluttet senest i slutningen af november 2026. Beskikkelsen som sagkyndig vil herefter være gældende fra den 1. januar 2027 og fire år frem.
At være sagkyndig i den forenklede proces
Som sagkyndig vil du skulle udarbejde sagkyndige erklæringer, der skal indgå som bevis i sager i den forenklede proces ved domstolene. En sag i den forenklede proces er en civil sag, hvor det økonomiske krav er på højst 100.000 kr. eller uden økonomisk værdi. I disse sager får parterne mulighed for at få afgjort deres tvister hurtigere, ligesom parternes omkostninger til retssagen minimeres. Retten vejleder sagens parter under retssagens forberedelse, og parterne i en sag i den forenklede proces har derfor som udgangspunkt ikke behov for advokathjælp.
Under sagens behandling i den forenklede proces kan retten beslutte, at der skal indhentes en sagkyndig erklæring, der skal indgå som et bevis i sagen. Erklæringen udarbejdes af den sagkyndige på baggrund af en række spørgsmål, som retten har stillet. Den sagkyndige skal som hovedregel bygge erklæringen på sin faglige viden, da der i den forenklede proces normalt ikke foretages større og indgående undersøgelser. Den sagkyndige erklæring skal være skriftlig, men den sagkyndige kan i særlige tilfælde blive bedt om også at afgive en mundtlig forklaring for retten.
Forud for afgivelsen af en erklæring skal den sagkyndige indsende et prisoverslag for udarbejdelse af erklæringen. Hvis prisoverslaget godkendes, skal den sagkyndige udarbejde erklæringen. Vederlaget for arbejdet bliver efterfølgende fastsat af retten med udgangspunkt i prisoverslaget.
Læs mere om den forenklede proces og beskikkelse hertil på domstol.dk, hvor du også kan søge om at blive sagkyndig
Du kan sende eventuelle spørgsmål om beskikkelse af sagkyndige til den forenklede proces til Jura og Forretning i Domstolsstyrelsen på mail til jur@domstolsstyrelsen.dk.