”Jeg blev draget mod at mærke konsekvenserne af mine afgørelser”

Tekst: Nana Vogelbein
Foto: Linda Johansen

På engelsk findes udtrykket ’Get your ducks in a row’ – at få styr på tingene. Da Jacob Waage i 2025 blev præsident for Retten på Frederiksberg, overtog han efter eget udsagn et ”særdeles velfungerende embede”.

Det summede af glæde på gangene, og dommergruppen stod tæt, beretter han. I overført betydning svømmede ænderne i springvandet på det gamle domhus altså allerede snorlige.

”Mit succeskriterium var enkelt. Jeg måtte ikke ødelægge det gode embede, som Frederiksberg var og er. Der er en høj grad af korpsånd, så mit arbejde har fra begyndelsen været at fastholde og udbygge det, der allerede fungerede godt. Kunsten var og er at tilbyde et uformelt miljø med en formel organisering. Medarbejdere og dommere skal opleve fleksibilitet, men der må samtidig ikke være tvivl om, hvem der har ansvar for hvad”, siger han.

Fra tal til lov

Det var ellers ikke et oplagt skridt for landsdommeren at smide dommerkappen og blive chef for cirka 110 mennesker, hvoraf 14 er dommere, på Frederiksberg.

Hans far var i en lang årrække retspræsident i Roskilde, og der var ikke noget særligt ved titlen, syntes Jacob Waage. Faktisk så han sig selv som talknuser, men efter første del af økonomistudiet måtte han sande, at han havde svært ved at se, hvordan matematikken og teorierne skulle kunne overføres til en forståelig praksis. Jurastudiet, derimod, var ”som at komme hjem”.

”Da jeg i 2014 blev dommer, havde jeg kun sparsom erfaring med administrativt arbejde. Jeg var jurist først, dernæst organisationsmenneske. Med tiden voksede en fornemmelse af, at selvom dagene og sagerne var forskellige, lignede årene hinanden”, erindrer Jacob Waage og fortsætter:

”I begyndelsen kunne jeg huske alle sager fra hinanden. Til sidst havde jeg blot en svag erindring om en drabssag, jeg havde haft to måneder tidligere. Den evige nysgerrighed var ved at fortage sig. Da jeg blev pressekontaktdommer i Østre Landsret, begyndte jeg bl.a. ad den vej at interessere mig for domstolene som samfundsinstitution”.

Afgørelse og konsekvens

Nysgerrigheden efter at se domstolene fra en anden vinkel end den rent juridiske voksede yderligere, da Jacob Waage begyndte at deltage i forskellige udvalgsarbejder og rejste rundt i landet for bl.a. at introducere andre dommere til digitalisering ved domstolene.

”At komme ud af retten og have med mennesker at gøre spillede pludselig en anden rolle for mig. I retten afsiger du dom over personer, du formentlig aldrig ser igen. Deres skæbne er dig uvis. Som leder skal du fx tage ansvar for, at organisationsændringer får betydning for dine medarbejdere. Jeg blev draget mod at mærke konsekvenserne af mine afgørelser. Det var en tungtvejende årsag til, at jeg søgte en stilling som retspræsident”.

Helt vendt ryggen til juristrollen har Jacob Waage dog ikke. Han bestræber sig på at gå i retten hver uge, og han tager også både grundlovsforhør og weekendvagter som en del af rettens dommerkollegium.

Syn for sagen

Efter et års tid på posten som retspræsident er der særligt én læring, Jacob Waage har taget til sig.

”En jurist har ikke nødvendigvis kendskab til hele retssystemet. Jeg har både som advokat og i Justitsministeriet siddet med lovarbejder og været dommer i et hav af retssager, men jeg anede intet om det daglige arbejde som udekørende foged eller skifterettens håndtering af sørgende familiemedlemmer. Nu har jeg fået syn for sagen. Det tager to år at uddanne en skifteretssekretær, fordi jobbet er så komplekst. Med den indsigt går det samtidig op for en, hvor vanskeligt et arbejde rigtig mange af vores kontoransatte udfører”.

Jacob Waage prioriterer at bruge størstedelen af sin personaleledertid på kontorfunktionærerne og vagterne ved Retten på Frederiksberg. Uden dem kan domstolene ganske enkelt ikke fungere, understreger han.

”HK-medarbejdernes rolle er helt central, og de får, i min optik, ikke nok anerkendelse for deres arbejde. Stod det til mig, blev faggrupperne sidestillet med politibetjente og sygeplejersker. Ved domstolene kan vi ikke matche på løn, men vi kan og skal understøtte faglig udvikling og videreuddannelse. Dygtiggørelse og kompetenceudvikling er faktisk det største fokus for alle grupper ved retten. Jeg er så privilegeret, at jeg har nogle helt utroligt dedikerede mennesker omkring mig, hvoraf en stor del har gjort karriere ved retten. Det tager jeg ikke for givet”.

Nik til nulfejl

På endevæggen bag Jacob Waages skrivebord hænger det ikoniske billede af fodboldspilleren Preben Elkjær, som med revnet buksebag tager sig til hovedet efter at have brændt det afgørende straffespark i EM-semifinalen mod Spanien i 1984. Miseren sendte som bekendt Danmark ud af turneringen.

Motivet er valgt med omtanke, lader Jacob Waage forstå. En slags humoristisk nik til den nulfejlskultur, der er iboende i jura, og samtidig en påmindelse om, at det hele nok skal gå, selvom man skulle hænde at kikse. I det store hele er retspræsidenten fortrøstningsfuld i forhold til ’år to’ af sin ledelsestid. Jacob Waage får dog panderynker ved tanken om, hvorvidt domstolene kan følge med den rivende udvikling inden for kunstig intelligens.

”Vi ser allerede processkrifter, der er 130 sider lange, hvor AI har en finger med i spillet. Når vi ved retten ikke har adgang til digitale værktøjer, der kan matche udviklingen, sakker vi bagud. Domstolene skal ikke være first movers, men advokaterne buldrer derudad på AI-fronten. Det sætter domstolene i fare for at blive kørt over. Vi skal nøje overvåge området og være bevidste om, at en balance er afgørende”, understreger han.

De farverige fugle

Tilbage på det gamle domhus, der ligger ved siden af den noget mere moderne bygning, der i dag huser retten, svømmer ænderne i springvandet utrætteligt videre. Deres farverige tilstedeværelse bryder med de imposante rammer, der kendetegner domhuset fra 1921.

Jacob Waages store drøm er, at der en dag bliver penge nok til at gøre domhuset fuldt funktionelt, så det kan supplere sin nabo. Om det lykkes, må tiden vise. Sikkert er det, at de farverige fugle hvert forår søsættes som del af en højt skattet tradition blandt de ansatte.

”Ænderne er en del af en gammel historie om en dommer og en anklager, som vist nok ikke var hinandens største fans. Da dommeren gik på pension, fik han samlingen af plastikænder af anklageren. Formentlig som en form for hadegave. Både dommer og anklager er for længst væk, men ænderne er her fortsat”, fortæller Jacob Waage med et smil.