Gå til sidens indhold

27 maj 2026

Danmarks Domstole

Grundlovsdag: Skolebørn inviteres i retten

Flere retter over hele landet fejrer grundloven ved at invitere skoleklasser med helt ind i retslokalet, hvor de bliver sat for en dommer gennem et fiktivt rollespil.

Der venter eleverne en helt usædvanlig skoledag, når de gennem rollespillet ”Hvem er skyldig?” får mulighed for at opleve en retssag og finde ud af, om de klarer frisag eller bliver kendt skyldige.

Over hele landet deltager i alt 13 retter i fejringen af grundlovsdag i samarbejde med initiativet Grundlovsfesten. Rollerne som dommer, anklager og forsvarer spilles af rettens medarbejdere eller lokale samarbejdspartnere. 

Retten i Hjørring er blandt de deltagende retter for anden gang. Retspræsident Mette Fuglsang Mortensen fortæller:

”Det er en stor glæde at have besøg af skoleklasserne. Vi oplever, at eleverne går til spillet med stor interesse og stort engagement, at domstolenes rolle gennem spillet bliver nærværende for dem, og at de lærer en masse om, hvordan en retssag fungerer, og om hele retssamfundet”. 

Retsstaten afgørende i et demokrati

Rollespillet tager udgangspunkt i en af grundlovens vigtigste principper: At man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Gennem spillet kommer skoleeleverne helt tæt på retsstaten i funktion, sådan som det foregår hver dag i landets retter, hvor de får en virkelighedstro mulighed for at afprøve, hvorfor retsstaten er afgørende i et demokrati.

”Vores demokrati er ikke stærkere end den næste generation. Derfor vil vi gerne invitere skolebørn i retten. Det er en unik mulighed for at opleve og deltage i retsstaten i funktion, som giver eleverne en realistisk oplevelse af rettens arbejde”, fortæller Domstolsstyrelsens udviklingsdirektør Merethe Eckhardt.

Grundlovens vigtige principper

Oplevelsen skal være med til at give eleverne en bedre forståelse af de grundlæggende rettigheder, som grundloven giver, og som retssystemet sikrer.

Det er tredje gang, retterne deltager i Grundlovsfesten. Udviklingsdirektør Merethe Eckhardt håber, at mødet mellem retter og skoleelever er en tradition, som holder ved og vokser sig større:

”Vi ser en vigtig opgave i at bidrage til, at den næste generation lærer retsstaten at kende og får en forståelse af, hvorfor grundlovens principper er så vigtige”, siger hun.

Her inviterer retterne til Grundlovsfest

De 13 deltagende retter er spredt over hele landet:

Sjælland:

Retten i Helsingør 
Retten i Roskilde 
Retten i Hillerød 
Retten på Frederiksberg 
Østre Landsret
Retten i Lyngby 

Fyn:

Retten i Svendborg 

Jylland:

Retten i Aalborg 
Retten i Hjørring
Retten i Randers
Retten i Viborg 
Retten i Kolding 
Vestre Landsret 

Alle retter afholder arrangementet den 4. juni bortset fra Retten i Randers og Retten i Svendborg, der afholder det den 3. juni.

Fakta om Grundloven

Grundloven beskriver de grundlæggende regler for det danske samfund. Grundlovsdag er den dag, hvor kong Frederik VII i 1849 underskrev grundloven og også den dag, hvor kong Frederik IX i 1953 underskrev den reviderede udgave, som er vores nuværende grundlov.