14 okt. 2026
Danmarks Domstole
Usædvanlig høj aktivitet i tinglysningssystemet
Tinglysningsretten har oplevet et unormalt stort antal forespørgsler i Det Digitale Tinglysningssystem.
Systemet og oplysningerne heri er offentligt tilgængelige, og forespørgslerne er dermed som udgangspunkt ikke ulovlige. Det høje antal forespørgsler har dog kortvarigt medført driftsforstyrrelser, ligesom det ikke kan udelukkes, at der er hentet oplysninger, som kan gøre forsøg på kontaktsvindel mere troværdige.
I løbet af uge 41 oplevede Tinglysningsretten flere forstyrrelser i driften i tinglysningssystemet, som er et samfundskritisk it-system. Det viste sig, at forstyrrelserne skyldtes usædvanlig høj aktivitet i systemet. På få dage er der registreret omkring 17,2 mio. forespørgsler i den del af systemet, som kan tilgås af alle uden login med MitID eller anden form for identifikation. Normalt er der under 2 mio. forespørgsler på ugebasis.
Tinglysningssystemet giver bl.a. adgang til begrænsede oplysninger om fast ejendom, andelsboliger og køretøjer. På baggrund af adresseoplysninger kan man i tingbogen for eksempel fremsøge oplysninger om adkomster, hæftelser og servitutter på fast ejendom. Oplysningerne er tilgængelige for alle via tinglysning.dk uden login med MitID eller anden form for identifikation. Der er derfor som udgangspunkt ikke foregået noget ulovligt, men tallet er væsentligt højere end normalt. Det giver anledning til opmærksomhed, bl.a. fordi det ikke kan udelukkes, at oplysningerne kan misbruges til at øge troværdigheden i forbindelse med forsøg på kontaktsvindel.
”Der er alene hentet oplysninger i tinglysningssystemet, som er offentligt tilgængelige for alle uden brug af login med MitID eller anden form for identifikation. Det er antallet af opslag, som giver anledning til opmærksomhed. Det høje antal forespørgsler medførte bl.a. kortvarige forstyrrelser i driften, og vi har derfor iværksat tiltag for at forsøge at undgå dette fremover. Desuden kan det ikke udelukkes, at oplysninger fra tinglysningssystemet kan sammenholdes med andre oplysninger og dermed gøre svindelforsøg mere troværdige”, siger retspræsident Rikke Holler fra Tinglysningsretten.
I forbindelse med databruddet i CPR-registret for nylig mindede myndighederne om, at man aldrig bør udlevere kodeord eller andre fortrolige oplysninger i forbindelse med telefoniske henvendelser, henvendelser via e-mails og lignende. Det gælder også, selvom modtageren tilsyneladende kender andre oplysninger som for eksempel de oplysninger, der er adgang til i Tinglysningssystemet eller øvrige oplysninger om navn, adresse og CPR-nummer.
Tinglysningsretten følger situationen tæt. Af hensyn til stabil drift er der sat yderligere foranstaltninger i værk for at begrænse forespørgsler i et omfang, som skaber forstyrrelser. Det har ført til et fald i aktiviteten, og udviklingen på den berørte del af systemet følges nøje den kommende tid.
Pressehenvendelser kan rettes til Domstolsstyrelsens pressetelefon på 4042 0200 og mail på kommunikation@domstolsstyrelsen.dk