Gå til sidens indhold

29 okt. 2026

Danmarks Domstole

Rapport: Danmark har verdens bedste retsstat

For ellevte år i træk ligger Danmark øverst som bedste retsstat på det seneste globale indeks over retsstatsprincipperne.

Den uafhængige organisation World Justice Project har den 21. oktober 2026 offentliggjort det årlige Rule of Law Index, og den danske retsstat indtager endnu en gang førstepladsen.

Topplaceringen vækker stor glæde hos Domstolsstyrelsens udviklingsdirektør Merethe Eckhardt:

”At Danmark år efter år fastholder førstepladsen er en stor anerkendelse af vores retsstat og det store stykke arbejde, der hver dag leveres med høj kvalitet på tværs af landets retter”.

Rapporten måler retsstatens tilstand i 143 lande verden over, og efter Danmark følger Norge og Finland på listens øverste pladser.

Fortsat globalt pres på retsstatsprincipperne

Den generelle tendens de seneste år med tilbagegang for retsstatsprincipperne afspejles også i år i rapporten, selvom kurven er knækket en smule. Tendensen gælder også for Danmark og de øvrige lande, der ligger helt i top i rapporten.

Danmarks overordnede score er dog fortsat 0,90 point ud af 1,00, og det danske retsvæsen ligger helt i top på fem ud af de otte parametre, der bliver brugt til at måle den samlede score i undersøgelsen fra World Justice Project.

På de nederste pladser i rapporten finder man lande som Venezuela, Afghanistan og Haiti, mens Ungarn, Bulgarien og Grækenland ligger i bund blandt landene i EU.

Rapporten viser, at 62 procent af landene globalt set oplever tilbageslag for retsstatsprincipperne. Selvom det er et mindre fald i forhold til sidste år, så er det niende år i træk, at antallet af lande med tilbagegang overstiger antallet af lande med fremgang.

“Rapporten viser desværre også en global tendens, hvor retssikkerheden og domstolenes uafhængighed mange steder er under pres, og det gør det endnu vigtigere, at vi ved domstolene holder fast i vores stærke fundament”, siger udviklingsdirektør Merethe Eckhardt.

FAKTA

World Justice Project (WJP) er en uafhængig, tværfaglig organisation, der arbejder for at fremme retsstaten over hele verden.

De otte parametre i “WJP Rule of Law Index” er:

  • Constraints on Government Powers
  • Absence of Corruption
  • Open Government
  • Fundamental Rights
  • Order and Security
  • Regulatory Enforcement
  • Civil Justice
  • Criminal Justice

”WJP Rule of Law Index” er baseret på over 215.000 husstandsundersøgelser og mere end 3.400 ekspertundersøgelser i 143 lande.

Her kan du læse mere om ”WJP Rule of Law Index”