29 okt. 2026
Danmarks Domstole
Domstolene udvider Skifteportalen med nye funktioner
Skifteportalen er domstolenes digitale løsning til behandling af skiftesager. Den 18. november 2026 udvides løsningen med nye funktioner.
Skifteportalen blev lanceret i 2022 og er siden hen gradvist blevet udvidet til at understøtte det skifteretlige område.
Fra den 18. november 2026 vil portalen understøtte alle sagstyper inden for det skifteretlige område, herunder dødsboskiftesager, insolvensskiftesager samt sager efter ægtefælleskifteloven og selskabsloven. Samtidig bliver Skifteportalen den primære digitale indgang til kommunikationen med skifteretterne.
Udvidelsen af Skifteportalen indebærer blandt andet følgende ændringer:
- Borgere, advokater og øvrige professionelle brugere skal fra den 18. november 2026 anvende Skifteportalen til al skriftlig kommunikation med skifteretten i skiftesager.
- Det betyder bl.a., at på dødsboskifteområdet skal anmodninger om skifteform og opgørelser indsendes via Skifteportalen.
- For insolvensskiftesager samt sager efter ægtefælleskifteloven og selskabsloven skal begæringer og anmodninger fremover indgives via Skifteportalen.
Vejledning og mulighed for undtagelse
Borgere kan fortsat få vejledning hos skifteretterne og på domstol.dk.
Borgere, der ikke har mulighed for at anvende Skifteportalen, kan ansøge om undtagelse hos den skifteret, der behandler sagen.
For advokater og andre professionelle brugere er det muligt løbende at holde sig orienteret om den kommende udvidelse af Skifteportalen på domstol.dk.
Læs mere om udvidelsen af Skifteportalen på domstol.dk