09 okt. 2026
Danmarks Domstole
Bliv lægdommer – en grundpille i vores retssystem
Landets kommuner søger lige nu nye lægdommere for perioden 2028-2031.
Hvert år er ca. 15.000 såkaldte lægdommere med til at dømme i straffesager, der kan give frihedsstraf.
Lægdommerne er almindelige mennesker, som på lige fod med dommere med en juridisk uddannelse dømmer i straffesager. Det kræver ikke en særlig viden at være lægdommer. Tværtimod er tanken, at man som lægdommer med åbent sind og en kritisk holdning til det, man præsenteres for i retten, er med til at afgøre sagen.
Princippet om, at lægfolk skal være med til at dømme, blev indført i 1849. Det er skrevet ind i grundloven.
”Almindelige borgere er med til at tage ansvar for vurderingen af skyld og strafudmåling for bl.a. at sikre, at de demokratiske spilleregler overholdes, når en straffesag kan ende i fx fængselsstraf. Lægdommerne tilfører domstolene et menneskesyn og en virkelighedsopfattelse, der har en anden tilgang end den juridiske. Det forhindrer, at beslutningen udelukkende ligger hos professionelle jurister og er på den måde med til at styrke befolkningens tillid til retssystemet”, siger Merethe Eckhardt, udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen. Hun fortsætter:
”Når borgere er med til at dømme andre borgere, får dommene større legitimitet i samfundet. Lægdommerne er en grundpille i det danske retssystem”.
Et bredt udsnit af danskere
Hvervet som lægdommer er et såkaldt borgerligt ombud. Det betyder, at du som udgangspunkt ikke kan frasige dig at være lægdommer, når du er blevet udpeget. Du har fx også krav på at blive fritaget fra andet arbejde, uden at skulle bruge feriedage på det, når du skal i retten for at være lægdommer.
Det er meningen, at et bredt udsnit af befolkningen skal være domsmænd, og alle myndige personer, som er ”uberygtede”, opfordres til at søge. De seneste undersøgelser viser dog, at blandt andre unge er underrepræsenterede.
”Unge mennesker skal ikke nødvendigvis dømmes af andre unge, men det er vigtigt for retssystemet, at alle danskere, herunder de unge, er repræsenteret i domsmandskorpset. Der skeles ikke til uddannelse eller erfaring fra arbejdsmarkedet, når lægdommere udpeges. Så længe du ikke er straffet for alvorlige lovovertrædelser, er 18 år, eller ikke når at fylde 80, i den periode, du udpeges til at være lægdommer i, kan du søge”, forklarer Merethe Eckhardt.
Tilkendegiv din interesse til kommunen
Som ny lægdommer bliver du automatisk inviteret til et introduktionsmøde ved den ret, du skal være lægdommer. Mødet giver dig en grundig introduktion til den indsats, du skal yde.
Hvis du kunne tænke dig at komme i betragtning til hvervet som lægdommer i perioden 2028-2031, er det nu, du skal tilkendegive din interesse hos din kommune. Du finder kommunernes kontaktinformationer på internettet.
FAKTA: LÆGDOMMERE
- Lægdommere er den samlede betegnelse for domsmænd og nævninge
- Folketinget har ved lov bestemt, at der skal være lægdommere med i straffesager, hvor tiltalte nægter sig skyldig, og anklageren vil kræve frihedsstraf på mere end 30 dage
- Lægdommerne og de juridiske dommere har samme indflydelse på, om den anklagede skal dømmes, og hvilken straf han eller hun i så fald skal have
- Du er lægdommer for en periode på fire år
- Du hører kun fra domstolene, hvis du udpeges som lægdommer