Gå til sidens indhold

Retten i Aalborg

13 maj 2026

Retten i Aalborg

Dom i sag om sextortion

Dom afsagt: 13. maj 2026

En 22-årig mand, T, er ved en nævningesag idømt fængsel i 4 år

Sagsnummer: SS 11-4401-2025

Sagen kort fortalt

Tiltalen angik blandt andet seksualkrænkelser over for 6 drenge, der var imellem 13 og 15 år, i form af såkaldt sextortion, hvor T havde tvunget de pågældende til at foretage seksuelle handlinger på sig selv og sende billeder heraf til tiltalte. Der var yderligere forhold om blufærdighedskrænkelse, afpresning, ulovlig tvang, bedrageri, trusler og besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale af barn under 18 år. Forholdene var alle begået i efteråret 2024.

T havde erkendt sig skyldig i alle 35 forhold.

Dommens resultat

Retten fandt T skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Alle dommere og nævninger var enige herom.

Anklageren påstod T idømt forvaring, subsidiært en tidsbestemt straf.

Forsvareren påstod T idømt en tidsbestemt straf.

Retten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at idømme T, der ikke tidligere var straffet for seksualforbrydelser, forvaring. Retten lagde herved vægt på, at der efter forarbejderne til straffelovens § 70, stk. 2, smh. med højesteretspraksis i tilfælde, hvor den tiltalte ikke tidligere er dømt for en alvorlig seksualforbrydelse, må kræves, at de begåede forhold og oplysningerne om tiltaltes person i særlig høj grad giver grundlag for at antage, at der er en risiko for gentagelse, som gør forvaring påkrævet. Herefter og henset til Retslægerådets udtalelse i sagen, fandt retten ikke grundlag for at idømme T forvaring.

Efter seksualkrænkelsernes grovhed og antal, herunder, at forholdene i vidt omfang er begået over for mindreårige, og det oplyste om T’s personlige forhold fastsatte retten straffen til fængsel i 4 år.

Sagen var en nævningesag og dommerne og nævningerne var enige om dommens resultat.

Tiltalte valgte ikke at anke dommen.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Aalborg den 13. maj 2026.

Kontaktinformation til parternes repræsentanter

Forsvarer: Advokat Mads Brønnum Fyenbo.
Anklagemyndigheden: Anklager Ida Rokkjær Rasmussen.

Pressekontaktdommer: Lars Krunderup.