Gå til sidens indhold

Tinglysningsretten

16 apr. 2026

Tinglysningsretten

Brugsret – Opsigelsesvarslet var illusorisk iht. udstykningslovens § 16

V.L.K. af 16.04.2026 i V.L. B–0094–26 (26/07343).

Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse en grundejerforeningsvedtægt, hvorefter foreningen kunne opsige eksklusive brugsretter med 30 års varsel, da opsigelsesadgangen blev anset for illusorisk og dermed i strid med udstykningslovens § 16.

Vedtægten bestemte, at beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal efter fordelingstal. Fordelingstallene var fordelt således, at én grundejer rådede over 2.156/2.390 stemmer, mens den anden alene havde 234/2.390. 

Kærende havde til støtte for påstanden om, at vedtægten skulle tinglyses, anført, at vedtægten ikke indebar stiftelse af en brugsret i strid med udstykningslovens § 16, som ikke indeholder krav om, at opsigelsen skal være praktisk eller faktisk sandsynlig.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at retten har pligt til at påse, om en brugsret er i overensstemmelse med udstykningslovens § 16. Opsigelsesvarslet for de eksklusive brugsretter i vedtægten måtte anses for illusorisk på grund af foreningens fordelingstal. Brugsretterne var dermed i strid med udstykningslovens § 16, stk. 1, nr. 1. Tinglysningsretten havde bl.a. henvist til Vestre Landsrets kendelse af 20. september 2021 i sag V.L. B-0287-21 og U 2021.4953.

Landsretten lagde vægt på, at efter vedtægternes oplysninger om fordelingstallene og stemmereglerne ville alene ejeren af den ene matrikel kunne opsige brugsretterne, herunder også sin egen eksklusive brugsret. Landsretten tiltrådte herefter, at opsigelsesadgangen måtte anses for illusorisk, og at de eksklusive brugsretter således var i strid med udstykningslovens § 16, stk. 1.