Om utilregnelighed efter straffelovens § 16, stk. 1.

I den første sag var den tiltalte tiltalt for 13 forskellige forhold om overtrædelse af straffelovens § 191 og lov om euforiserende stoffer, ved over en periode på ca. et år at have besiddet og videresolgt euforiserende stoffer. Den tiltalte erkendte sig delvist skyldig i to forhold og nægtede sig i øvrigt skyldig i de resterende forhold. 

Under byretssagen blev der udarbejdet en retspsykiatrisk erklæring for den tiltalte, som konkluderede, at den tiltalte på undersøgelsens tidspunkt havde været sindssyg, og at han med stor sandsynlighed også havde været sindssyg på tidspunktet for de handlinger, som han var tiltalt for. Tiltalte blev vurderet omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og der blev anbefalet en foranstaltningsdom i tilfælde af domfældelse. 

I den anden sag var den tiltalte, der var diagnosticeret med blandt andet bipolar lidelse, og som tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet, tiltalt for alt 81 tilfælde af bedrageri begået over en flerårig periode omfattende et beløb på samlet ca. 40.000 kr. Tiltalte erkendte sig skyldig i den rejste tiltale. 

Under byretssagen blev det under henvisning til en tidligere personundersøgelse afvist, at der skulle indhentes en ny personundersøgelse af tiltalte og i den forbindelse en vurdering af, om tiltalte skulle mentalundersøges. Under ankesagen for landsretten blev der foretaget en mentalundersøgelse af tiltalte, som konkluderede, at tiltalte på grund af sine psykiske diagnoser i perioder var sindssyg, og at det var overvejende sandsynligt, at tiltalte var manisk på tidspunktet for de handlinger, hun nu var tiltalt for. Tiltalte blev vurderet omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og der blev anbefalet en foranstaltningsdom i tilfælde af domfældelse. 

Byretterne idømte fængselsstraf

Byretten fandt i den første sag tiltalte skyldig i tiltalen, og tiltalte blev idømt fængsel i 5 år, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. 2. pkt. og lov om euforiserende stoffer. Byretten fandt ikke den tiltalte straffri efter straffelovens § 16, stk. 1, idet byretten navnlig lagde vægt på, at den tiltalte i gerningsperioden systematisk havde besiddet og solgt euforiserende stoffer til flere personer, hvor han nøje havde ført regnskab, ligesom han havde kommunikeret klart og forståeligt om salget af stofferne. Byretten fandt, at dette i høj grad vidnede om en person, der havde besiddet evnen til at handle fornuftsmæssigt. 

Byretten fandt i den anden sag tiltalte skyldig i tiltalen, og tiltalte blev idømt fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279. Straffen var til dels en fællesstraf og en tillægsstraf til tidligere domme. Tiltalte ankede dommen med påstand om idømmelse af en behandlingsdom.  

Landsretten stadfæstede byretternes domme  

I den første sag lagde landsretten til grund, at den tiltalte var sindssyg i gerningsperioden. Flertallet af landsrettens dommere tiltrådte med henvisning til de grunde, som byretten havde anført, at der ikke havde været en sådan forbindelse mellem tiltaltes sindssygdom og den begåede kriminalitet, at han kunne anses for at have været utilregnelig på gerningstidspunkterne, hvorfor han ikke fandtes straffri efter straffelovens § 16, stk. 1. En voterende dommer udtalte, at der navnlig på baggrund af oplysningerne om den tiltaltes psykotiske symptomer, havde været sådan en forbindelse mellem hans sindssygdom og den begåede kriminalitet, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, at den tiltalte alligevel var tilregnelig, hvorfor dommeren voterede for, at den tiltalte skulle findes straffri efter straffelovens § 16, stk. 1. 

Landsretten afsagde dom i overensstemmelse med flertallet, hvorefter den tiltalte ikke fandtes straffri efter straffelovens § 16, stk. 1. Landsretten idømte herefter den tiltalte fængsel i 6 år og lagde vægt på arten og mængden af de euforiserende stoffer og den tiltaltes rolle i forbindelse med besiddelsen og salget. 

I den anden sag lagde landsretten til grund, at tiltalte var sindssyg som følge af sin bipolare lidelse på tidspunkterne for forholdene i sagen. Landsretten udtalte samtidig, at dette ikke automatisk bevirkede straffrihed efter straffelovens § 16, stk. 1, da det også krævedes, at tiltalte på gerningstidspunkterne var utilregnelig på grund af sindssygdommen. Under henvisning til den nøje planlægning af bedragerierne, den flerårige periode, som disse havde strakt sig over, og det forhold, at tiltalte i perioden havde været i medicinsk behandling for sine psykiske lidelser, fandt landsretten ikke, at tiltale på gerningstidspunkterne havde været utilregnelig på grund af sin sindssygdom. Der var således ikke holdepunkter for at antage, at der havde været en sådan forbindelse mellem tiltaltes sindssygdom og den begåede kriminalitet, at tiltale kunne anses for at have været utilregnelig. Tiltalte var derfor ikke omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og landsretten stadfæstede byrettens dom. 

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/34404 & 25/34718.