To sager om deliktsværneting efter Bruxelles I-forordningen

Begge sager angik spørgsmål om erstatning uden for kontrakt, hvor et konkursbo havde anlagt sag mod to tyske selskaber for at have handlet ansvarspådragende ved at modtage betalinger fra et dansk selskab, som efterfølgende var gået konkurs, uden at de tyske selskaber havde et retskrav på modtagelse af beløbene fra det danske selskab og uden nærmere at undersøge baggrunden for betalingerne.

I den ene sag angik betalingerne, som det ene tyske selskab modtog fra det danske selskab, fakturaer udstedt fra det tyske selskab til et irakisk selskab for varer leveret i Irak. I den anden sag angik betalingerne fakturaer udstedt af det andet tyske selskab til et selskab i Forenede Arabiske Emirater.

I den ene sag nedlagde konkursboet påstand om, at det ene tyske selskab tilpligtedes til at betale 42.000 euro. Det tyske selskab nedlagde påstand om afvisning, subsidiært frifindelse, under henvisning til, at betingelserne i Bruxelles I-forordningen (domsforordningen), artikel 7, nr. 2, om deliktsværneting, ikke var opfyldt.

I den anden sag nedlagde konkursboet påstand om betaling af 71.999 euro. Det andet tyske selskab påstod sagen afvist under henvisning til, at betingelserne i domsforordningens artikel 7, nr. 2, ikke var opfyldt.

Den ene sag blev afvist i byretten, da der ikke var værneting i Danmark, mens afvisningspåstanden ikke blev taget til følge i den anden sag

I den ene sag afviste byretten sagen, idet betingelserne i domsforordningens artikel 7, nr. 2, for at statuere værneting i Danmark ikke var opfyldt. Under henvisning til retspraksis fra EU-Domstolen bemærkede byretten, at det angivelige ansvarspådragende forhold var det tyske selskabs manglende tilbageførsel eller afvisning af betalingen – og ikke den handling, der igangsatte overførslen fra bankkontoen i Danmark. Byretten fandt, at kravet i sagen var en økonomisk skade som følge af et tab af en del af det konkursramte danske selskabs formue, som var indtrådt eller lidt i en anden medlemsstat (Tyskland), og at det derfor var en forudsætning, at der forelå særlige tilknytningsmomenter til Danmark for at statuere værneting. Retten lagde i sin vurdering vægt på, at det tyske selskab ikke havde foretaget handlinger, der rettede sig mod det konkursramte danske selskab eller Danmark.

Konkursboet ankede byrettens dom til Østre Landsret med påstand om, at byrettens dom blev ophævet, og at sagen blev hjemvist til fortsat behandling ved byretten.

I den anden sag tog byretten ikke det andet tyske selskabs afvisningspåstand til følge, og retten fandt, at sagens videre behandling skulle ske ved byretten i henhold til dansk ret. Byretten fandt på baggrund af det anførte fra konkursboet, at det tyske selskab havde modtaget tre betalinger fra det konkursramte danske selskab, uden at det danske selskab havde været retligt forpligtet hertil, og at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at konkursboet ville kunne få medhold i erstatningskravet mod det tyske selskab. Da skaden i form af et økonomisk tab var indtrådt i Danmark, idet overførslerne var sket fra det konkursramte danske selskabs konto i Danmark, og henset til sagens øvrige omstændigheder, fandt byretten, at betingelserne i domsforordningens artikel 7, nr. 2, for at statuere værneting i Danmark var opfyldt.

Det tyske selskab anmodede herefter Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse til at indbringe byrettens kendelse for landsretten. Procesbevillingsnævnet meddelte den 4. juni 2025 det tyske selskab bevilling, hvorefter det tyske selskab indbragte sagen for Østre Landsret med påstand om afvisning, subsidiært at tysk ret skulle finde anvendelse.

Landsretten fandt i begge sager, at der ikke var værneting i Danmark

I den ene sag fandt landsretten som byretten navnlig, at skadestilføjelsen ikke var sket ved det konkursramte danske selskabs hjemsted, og at det angivelige ansvarspådragende forhold i sagen var det ene tyske selskabs manglende tilbageførsel eller afvisning af betalingerne i Tyskland, og ikke den handling, der igangsatte overførslerne fra det konkursramte selskabs konto i Danmark. Ifølge landsretten forelå der ikke andre særlige tilknytningsmomenter til Danmark, hvorefter der ikke var dansk værneting efter domsforordningens artikel 7, nr. 2.

I den anden sag afviste landsretten sagen fra domstolene. Landsretten fandt, at det angivelige ansvarspådragende forhold i sagen var det tyske selskabs manglende tilbageførsel eller afvisning af betalingerne fra det danske selskab, som var gået konkurs. Under henvisning til retspraksis fra EU-Domstolen, fandt landsretten, at det tyske selskab efter det oplyste ikke havde foretaget handlinger i Danmark eller handlinger, der rettede sig mod det nu konkursramte danske selskab eller Danmark, og at kravet i sagen derfor var en økonomisk skade som følge af tab af en del af konkursboets formue, som var indtrådt og lidt i en anden medlemsstat. Herefter, og da der ifølge landsretten ikke forelå andre særlige tilknytningsmomenter til Danmark, var betingelserne i domsforordningens artikel 7, nr. 2, for at statuere værneting i Danmark, ikke opfyldt. Landsretten ændrede derfor byrettens kendelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/26940 og 25/28536.

Sagen med j.nr. 25/28536 er trykt i ugeskriftet som U 2025.5029 Ø.