Sag mod ministerium om godtgørelse i anledning af anbringelser

Sagen mod Social-, Bolig- og Ældreministeriet angik et krav på godtgørelse rejst af en tidligere anbragt i anledning af anbringelser af ham på en række institutioner i børne- og særforsorgen i perioden fra den 18. september 1948 til den 1. maj 1958. 

Personen nedlagde principal påstand om, at ministeriet skulle anerkende, at behandlingen af ham under anbringelserne var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og 8 og FN’s Torturkonvention artikel 13, og at ministeriet derfor skulle betale 300.000 kr. i godtgørelse. Subsidiært nedlagde personen påstand om anerkendelse af, at han under anbringelserne blev udsat for overgreb, og at der i flere tilfælde var tale om fejlanbringelser, hvorved han var blevet udsat for et overgreb, og at han derfor var berettiget til godtgørelse på 300.000 kr. 

Ministeriet påstod frifindelse. 

Sagen rejste særligt spørgsmål om, hvorvidt der var indtrådt forældelse af personens eventuelle krav på godtgørelse, eller om der i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 5, var tale om krav, som ikke forældes. Det følger af bestemmelsen, at fordringer på erstatning eller godtgørelse, som udspringer af, at en forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 1, stk. 1 og 2, har tilsidesat lovbestemte forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb begået over for denne, ikke forældes.

Byretten frifandt ministeriet

For så vidt angik spørgsmålet om forældelse i relation til personens anbringende om fejlanbringelse anførte byretten, at det følger af forarbejderne til forældelseslovens § 3, stk. 5, at der ved overgreb forstås sådanne strafbare handlinger mod et barn eller en ung under 18 år, der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (forbrydelser mod kønssædeligheden, liv og legeme og den personlige frihed) samt straffelovens § 210 og § 213.

Retten fandt herefter, at en eventuel fejlanbringelse af personen under særforsorgen ikke i sig selv udgjorde et overgreb omfattet af forældelseslovens § 3, stk. 5, og at den del af kravet, som udsprang heraf, derfor var forældet.

Byretten gik herefter videre til at behandle personens anbringender om, at han var blevet udsat for overgreb under sine anbringelser. 

Byretten fandt det godtgjort, at personen i en periode på et halvt år under en anbringelse var blevet udsat for seksuelle krænkelser af en ældre dreng, som også var anbragt.  Disse krænkelser var overgreb omfattet af forældelseslovens § 3, stk. 5. 

Retten fandt imidlertid, at der, hverken for så vidt angik den omtalte konkrete hændelse eller behandlingen af personen under anbringelserne i øvrigt, var ført det fornødne bevis for, at der var grundlag for at gøre krav gældende mod ministeriet. 

Herefter, og da det, som personen i øvrigt havde anført, herunder vedrørende EMRK og FN’s Torturkonvention, ikke kunne føre til en anden vurdering, tog byretten ministeriets frifindelsespåstand til følge.

Landsretten stadfæstede byrettens dom 

Landsretten anførte indledningsvist, at anerkendelsespåstandene i sagen vedrørende overgreb i sagens sammenhæng måtte forstås i lyset af forældelseslovens § 3, stk. 5, og forarbejderne hertil, hvoraf det fremgår, at der ved overgreb forstås nærmere angivne straffelovsovertrædelser, som anført af byretten.

Vedrørende spørgsmålet om fejlanbringelse fandt landsretten efter en samlet vurdering af oplysningerne om baggrunden for placeringen af personen under særforsorgen, at han ikke havde løftet bevisbyrden for, at han var fejlanbragt på de nævnte institutioner.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt personen var blevet udsat for legemskrænkelse og seksuelle krænkelser under sine anbringelser, fandt landsretten det ikke godtgjort, at der var grundlag for et retligt grundlag for ministeriet i anledning heraf. 

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/34697.