Opsættende virkning ved prøvelse af øvrighedsmyndighedens grænser

En almen boligorganisation (B) blev stiftet i 2022 med henblik på at erhverve tre private udlejnings-ejendomme. Efter overtagelsen flyttede en række almenlejere ind i ejendommene, men der boede fortsat (i stort overtal) oprindelige lejere i ejendommene på oprindelige private lejevilkår med B som udlejer. 

I B’s vedtægter fremgik det, at det alene var de almene lejere, der udgjorde B’s medlemmer og dermed havde mulighed for at deltage i beboerdemokratiet, hvori der træffes beslutninger om blandt andet lejefastsættelse og vedligeholdelsesprojekter for ejendommene. 

En række af de oprindelige lejere gjorde indsigelse mod vedtægtsbestemmelserne om, at de ikke indgik i beboerdemokratiet. Der blev på baggrund af uenigheden mellem de oprindelige lejere og B forelagt spørgsmål for boligministeriet om retsstillingen, og der startede herefter en tilsynssag hos kommunen (K), der tillige forelagde spørgsmål om retsstillingen for boligministeriet. Boligministeriet udtalte, at ministeriet anså det for mest rigtigt at anse de oprindelige lejere som en del af beboerde-mokratiet, men således at de fortsat betalte husleje på private lejevilkår og dermed ikke ville blive omfattet af flertallets beslutninger om lejefastsættelse for almenlejerne.

I december 2024 traf K afgørelse om, at B skulle ændre sine vedtægter således, at de private lejere også indgik i beboerdemokratiet, og dertil afholde en ny stiftende generalforsamling under deltagel-se af de oprindelige lejere. 

B indbragte herefter afgørelsen for domstolene med en principal påstand om, at K’s afgørelse var ugyldig. B anmodede dertil om, at søgsmålet blev tillagt opsættende virkning for K’s afgørelse. B gjorde til støtte herfor navnlig gældende, at de oprindelige lejere udgjorde et flertal i ejendommene og ved afstemning blandt andet kunne vælge at trække retssagen fra domstolene, og hæve husle-jen for de almene lejere uden selv at blive ramt af huslejestigningen. 

Sagen blev henvist til landsretten som første instans, idet B og K var enige om, at sagen var princi-piel. Byretten besluttede i forbindelse med henvisningen at tillægge søgsmålet opsættende virkning, indtil landsretten havde mulighed for at tage stilling til dette spørgsmål. 

Landsretten fandt, at søgsmålet ikke skulle have opsættende virkning

Landsretten fandt med henvisning til højesteretspraksis om prøvelse af øvrighedsmyndighedens grænser, at hensynet til effektiviteten i den offentlige forvaltning, herunder K som tilsynsmyndighed for almene boligorganisationer, vejede tungere end den mulige skade for B ved ikke at tillægge søgsmålet opsættende virkning. Landsretten begrundede ikke afvejningen yderligere, men lagde i øvrigt vægt på, at K’s afgørelse ikke var oplagt ugyldig. Dermed var der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i grundlovens § 63, stk. 1. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/02500.