Om negativ retskraft og foreningsretlig lighedsgrundsætning

En andelshaveforening erhvervede i 1957 et areal af staten. Købesummen blev finansieret ved et gældsbrev med Kolonihaveforbundet som garant. Det fremgik af skødet, at andelshaveforeningen skulle være medlem af Kolonihaveforbundet så længe arealet anvendtes til kolonihaver, og Kolonihaveforbundet eksisterede. Denne bestemmelse var tinglyst som servitut på ejendommen med Kolonihaveforbundet som påtaleberettiget.

I 2006 ønskede andelshaveforeningen at melde sig ud af Kolonihaveforbundet, men forbundet nægtede at meddele samtykke til udmeldelsen. Andelshaveforeningen anlagde herefter sag mod Kolonihaveforbundet med påstand om, at forbundet skulle anerkende, at andelshaveforeningen lovligt havde udmeldt sig. Andelshaveforeningen anførte til støtte herfor, at Kolonihaveforbundet ved sit afslag havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning og krænket den negative foreningsfrihed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 11.

Landsretten behandlede sagen i første instans og fandt, at andelsboligforeningen ikke kunne melde sig ud af Kolonihaveforbundet uden forbundets samtykke. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at forbundet havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning. Kolonihaveforbundet blev frifundet, og det blev bemærket, at EMRK artikel 11 ikke kunne føre til et andet resultat. I 2010 stadfæstede Højesteret landsrettens dom. 

I forbindelse med etableringen af to andre haveforeninger i henholdsvis 2016 og 2018, ydede Kolonihaveforbundet de respektive haveforeninger lån, og det fremgik af parternes låneaftaler, der var tinglyst servitutstiftende på haveforeningernes ejendomme, at det var en forudsætning for lånene, at haveforeningerne i lånenes løbetid var medlem af Kolonhaveforbundet. 

Ansøger fremsatte på denne baggrund i 2020 igen ønske om at udmelde sig af Kolonihaveforbundet, hvilket forbundet afviste at give samtykke til. Andelshaveforeningen anlagde herefter sag mod Kolonihaveforbundet med påstand om blandt andet, at forbundet skulle anerkende, at andelshaveforeningen lovligt havde udmeldt sig. Andelshaveforeningen anførte til støtte herfor, at Kolonihaveforbundet ved sit afslag havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning og krænket den negative foreningsfrihed, jf. EMRK artikel 11. Det blev tillige anført, at bestemmelsen i skødet var i strid med aftalelovens § 36. 

Kolonihaveforbundet påstod blandt andet afvisning og gjorde til støtte herfor gældende, at Højesterets dom fra 2010 havde negativ retskraft. 

Byretten tog ikke afvisningspåstanden til følge, men frifandt Kolonihaveforbundet 

Byretten bemærkede indledningsvist, at det afgørende for, hvorvidt Højesterets dom fra 2010 havde retskraft i forhold til den af andelshaveforeningen nu anlagte sag, var, om de faktiske omstændigheder, der kunne have betydning for sagens afgørelse, havde ændret sig i en sådan grad, at spørgsmålet om udmeldelse kunne kræves underkastet en fornyet retlig prøvelse. Byretten fandt, at dette var tilfældet, hvorfor Højesterets tidligere dom ikke havde negativ retskraft.

Byretten fandt det ikke godtgjort, at Kolonihaveforbundet havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning, eller at bestemmelsen i skødet skulle tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Det anførte om artikel 11 i EMRK kunne heller ikke fører til et andet resultat. Kolonihaveforeningen blev derfor frifundet. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom (dissens)

Landsrettens flertal udtalte, at det var en betingelse for, at Højesterets dom fra 2010 ikke havde negativ retskraft, at der var indtrådt nye faktiske omstændigheder, der ikke kunne være forudset af parterne under den tidligere prøvelse, og at der var tale om sådanne væsentlige ændringer i de faktiske forhold, at dette tilsagde en fornyet prøvelse af spørgsmålet. Flertallet fandt herefter, at Højesterets dom fra 2010 ikke havde negativ retskraft i relation til spørgsmålet om prøvelse af Kolonihaveforbundets tilsidesættelse af en foreningsretlig lighedsgrundsætning. Ved prøvelsen heraf skulle Højesterets dom fra 2010 lægges uprøvet til grund for så vidt angik alle andre spørgsmål. Flertallet stadfæstede herefter byrettens dom. 

Landsrettens mindretal var kommet frem til, at Højesterets dom fra 2010 havde negativ retskraft i forhold til den nu anlagte sag. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/32668.