04 mar. 2026
Procesbevillingsnævnet
Om lovlighed af fortsat tvangsfiksering ved formel fejl
Procesbevillingsnævnet har den 25. februar 2026 meddelt en kvinde tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 19. december 2025 (BS-38647/2025).
En kvinde blev i november 2023 tvangsindlagt på farlighedskriteriet. Under tvangsindlæggelsen blev kvinden tvangsfikseret i godt og vel halvandet døgn.
Under tvangsfikseringen blev der løbende foretaget lovpligtige lægelige vurderinger af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering. I et enkelt tilfælde var 10-timers fristen i psykiatrilovens § 21, stk. 4, 3. pkt., dog overskredet med 4 minutter, således at en lægelig vurdering, der skulle have være foretaget kl. 8.02 den 11. november 2024, først fandt sted kl. 8.06 denne dag.
Efterfølgende påklagede kvinden blandt andet tvangsfikseringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Nævnet fandt, at både de materielle og formelle betingelser for iværksættelsen af tvangsfikseringen og opretholdelsen af heraf frem til den 11. november kl. 8.02 havde været opfyldt. De formelle betingelser for opretholdelsen af tvangsfikseringen efter den 11. november kl. 08.02 var derimod ikke opfyldt, idet 10-timers fristen var overskredet. Tvangsfikseringen blev således godkendt frem til den 11. november 2023 kl. 8.02.
Ved indbringelse af sagen for retten påstod kvinden, at tvangsfikseringen i det hele havde været ulovlig, subsidiært at tvangsfikseringen havde være ulovlig fra den 11. november kl. 8.02 eller fra et tidligere tidspunkt. Under sagens behandling for byretten skete der forelæggelse for Retslægerådet, der fandt, at de materielle betingelser for iværksættelsen og opretholdelsen af tvangsfikseringen i hele perioden havde været opfyldt.
Byretten fandt tvangsfikseringen lovlig
Byretten fandt det godtgjort, at det havde været nødvendigt at tvangsfiksere kvinden i hele perioden på godt og vel halvandet døgn, idet kvinden udgjorde en nærliggende fare for egen eller andres liv, førlighed eller sikkerhed.
Det forhold, at reglen om efterfølgende vurderinger med højst 10 timers mellemrum i psykiatrilovens § 21, stk. 4, i et enkelt tilfælde i forbindelse med tilsynet den 11. november kl. 8.06 ikke blev iagttaget, kunne ikke føre til, at tvangsfikseringen var ulovlig.
Byretten fandt herefter, at tvangsfikseringen i sin helhed var lovlig.
Landsretten stadfæstede byrettens dom
Kvinden ankede dommen med påstand om, at den fortsatte tvangsfiksering fra den 11. november 2023 kl. 8.02 frem til ophævelsen heraf var ulovlig.
Landsretten stadfæstede byrettens dom i henhold til grundene.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/01767.