Om beskatning af et universitets ejendomme

Sagen angik spørgsmålet om beskatning af Danmarks Tekniske Universitets (DTU) ejendomme, efter at DTU pr. den 1. januar 2001 var overgået til at være en selvejende institution. Kommunen var af den opfattelse, at ejendommene fortsat måtte anses for statsejede, jf. dagældende § 7, stk. 1, litra b, i lov om kommunal ejendomsskat, hvilket indebar, at ejendommene var fritaget for grundskyld, og at kommunen derfor fortsat var berettiget til at opkræve dækningsafgift i medfør af lovens § 23, stk. 1.  

Universitet lagde herefter sag an mod kommunen med påstand om bl.a., at kommunen skulle tilbagebetale det beløb, som var erlagt i dækningsafgift i en nærmere angiven periode. 

Byretten frifandt kommunen

Byretten anførte blandt andet, at DTU’s formål er at udføre opgaver, der traditionelt påhviler staten, og at staten har en række beføjelser overfor DTU, uanset at DTU er en selvejende statslig institution. Videre anførte byretten, at det ikke i DTU-loven og universitetsloven udtrykkeligt er anført, hvorledes universiteterne generelt fremover skal være stillet vedrørende skatter og afgifter. 

Efter en samlet vurdering fandt byretten, at der ved lovændringen blandt andet i 2000 ikke var sket en ændring i DTU’s overgang til selvejende institution i ejendomsbeskatningslovens § 7, stk. 1, litra b’s forstand. Kommunen havde derfor med rette anset DTU’s ejendomme for at være ”andre staten tilhørende ejendomme” og opkrævet offentlig dækningsafgift. 

Byretten frifandt derfor kommunen. 

Landsretten ændrede byrettens dom, således at kommunen skulle tilbagebetale beløbet

Landsretten fandt efter en naturlig sproglig forståelse af § 7, stk. 1, litra b, at spørgsmålet om ejendomsret til og rådighedsret over en ejendom må være af afgørende betydning for, om denne kan anses at tilhøre staten. 

Af DTU-loven og forarbejderne dertil fremgår, at DTU i forbindelse med omlægningen mod betaling af en overdragelsessum til staten fik overdraget ejendomsretten til sine bygninger, og at DTU fik ret til at disponere over disse, herunder mulighed for at belåne bygningerne. Reglerne i DTU-loven fastlægger ikke nogen umiddelbar rådighedsret for staten over DTU’s ejendomme, og det forhold, at der i loven var givet forskningsministeren adgang til efter forhandling med by- og boligministeren at fastsætte nærmere regler om universitets byggevirksomhed og bygningsforhold i øvrigt, kunne ikke anses for at hjemle en umiddelbar rådighedsret for staten over DTU’s ejendomme. 

Landsretten fandt herefter, at de omhandlede ejendomme ikke kunne anses for ejendomme, der tilhører staten, således som dette begreb må forstås i forhold til reglen i § 7, stk. 1, litra b, hvorfor ejendommene ikke var omfattet af fritagelsen for grundskyld og derfor ikke har kunnet pålægges dækningsafgift efter § 23, stk. 1.  

Kommunen blev derfor dømt til at tilbagebetale det beløb, som DTU havde erlagt i dækningsafgift i den omhandlede periode. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/31239.

Landsrettens dom er trykt i U 2026.590 Ø.