23 feb. 2026
Procesbevillingsnævnet
Udbredelse af seksuelt materiale af personer under 18 år
Procesbevillingsnævnet har den 19. februar 2026 meddelt en tiltalt tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 3. december 2025 (S-1405-25).
Den forurettede sendte i 2024 et billede til den tiltalte via Snapchat, hvor hun stod med en dåse energidrik mellem sine blottede bryster, og hvor hendes ansigt var digitalt maskeret. Både den forurettede og tiltalte var 15 år på gerningstidspunktet. En ven til tiltalte tog med sin telefon et billede af skærmen på tiltaltes telefon, således at den forurettedes navn fremgik. Vennen sendte herefter billedet til tiltalte, som videresendte billedet til en anden ven.
Den tiltalte blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse og § 235, stk. 2, om udbredelse af seksuelt materiale af personer under 18 år, ved at have sendt et foto, omfattet af kategori 1, af forurettede, og ved at have forevist fotoet til to andre personer.
Byretten idømte tiltalte 7 dages betinget fængsel
Byretten fandt det bevist, at den tiltalte var skyldig, og han blev idømt betinget fængsel i 7 dage med en prøvetid på 1 år.
Ved strafudmålingen lagde byretten i formildende retning vægt på tiltaltes unge alder og umodenhed sammenholdt med billedets karakter, og at der var tale om distribuering af et billede til en person. I skærpende retning lagde byretten vægt på, at tiltalte slørede distributionen ved at få en kammerat til at optage billedet fra chatten, og at tiltalte også fremviste billedet til nogle andre drenge.
Den tiltalte ankede dommen, og Anklagemyndigheden berigtigede under ankesagen tiltalen således, at bl.a. straffelovens § 235, stk. 2, blev ændret til § 235, stk. 1 og 2.
Landsretten forhøjede den betingede fængselsstraf til 10 dage
Landsretten fandt det bevist, at den tiltalte var fundet skyldig i at have sendt det omhandlede billede af forurettede med maskeret ansigt til sin ven. Landsretten fandt forholdet omfattet af straffelovens § 235, stk. 1. Videre fandt landsretten ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at anse tiltaltes besiddelse af billedet for at være i strid med straffelovens § 235, stk. 2, jf. stk. 3. Endelig fandt landsretten det bevist, at den tiltalte var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 ved at forevise billedet til sin ven, hvilket var egnet til at krænke den forurettedes blufærdighed.
Landsretten forhøjede den betingede fængselsstraf til 10 dage og lagde i den forbindelse vægt på forholdenes karakter og tiltaltes personlige forhold.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/34033.