25 feb. 2026
Procesbevillingsnævnet
Om sagens oplysning i en sag om tvangsanbringelse af et barn
Procesbevillingsnævnet har den 25. februar 2026 meddelt en kvinde tilladelse til anke til Højesteret af dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 7. november 2025 (BS-23318/2025).
Kvinden, der var opvokset på Færøerne og kommet til Danmark som voksen, havde flere børn, der var anbragt uden for hjemmet uden samtykke. I 2022 fik hun af Kommune A hjemgivet et af sine børn, der på daværende tidspunkt var 9 år, og som havde særlige behov. Børne- og ungeudvalget i Kommune B traf i januar 2024 i medfør af barnets lov § 47, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, afgørelse om fortsat anbringelse med en genbehandlingsfrist på 1 år af et af kvindens øvrige børn, der på daværende tidspunkt var 15 år. Kvinden havde i en periode haft støttet samvær med det 15-årige barn, hvor også kvindens øvrige børn deltog, men samværet ophørte med at være støttet i april 2024, da det blev vurderet, at kvinden opfyldte alle børnenes behov i samværet.
Både kvinden og barnet på 15 år klagede til Ankestyrelsen, der i marts 2024 stadfæstede afgørelsen, men ændrede genbehandlingsfristen til 2 år. Ankestyrelsen fandt blandt andet, at kvinden på grund af begrænsede personlige ressourcer ikke kunne give barnet den ro, tryghed, forudsigelighed, stimulation og støtte, som barnet havde brug for. Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på forældrekompetenceundersøgelser fra 2010 og 2015.
Kvinden anmodede om, at Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for retten. Hun nedlagde påstand om ophævelse af afgørelsen, subsidiært nedsættelse af genbehandlingsfristen. Barnet var enig i kvindens påstand.
Kvinden gjorde blandt andet gældende, at hun havde udviklet sig meget siden den seneste foræl-drekompetenceundersøgelse, at Kommune A havde vurderet, at hun havde de nødvendige kompetencer til at få hjemgivet det andet barn i 2022, at det 15-årige barn ønskede at komme hjem, og at der burde udarbejdes en ny forældrekompetenceundersøgelse. Det blev i denne forbindelse gjort gældende, at der i de tidligere forældrekompetenceundersøgelser ikke var taget hensyn til kvindens kulturelle baggrund, herunder idet der ikke havde medvirket tolk.
Ankestyrelsen påstod stadfæstelse.
Byretten stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse, men ændrede genbehandlingsfristen
Byretten var enig med Ankestyrelsen i, at forældrekompetenceundersøgelserne kunne lægges til grund i sagen.
To dommere var enige i Ankestyrelsens afgørelse og begrundelse, men fandt at der var grundlag for at nedsætte genbehandlingsfristen til 1 år fra endelig dom.
En dommer var enig i Ankestyrelsens resultat og begrundelse.
Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet, således at Ankestyrelsens afgørelse blev stadfæstet med den ændring, at genbehandlingsfristen blev fastsat til 1 år.
Procesbevillingsnævnet meddelte den 11. april 2025 kvinden tilladelse til anke til landsretten af byrettens dom.
Landsretten stadfæstede byrettens dom
Under landsrettens behandling af sagen nedlagde barnet påstand om stadfæstelse.
Landsretten fandt ikke grundlag for at fastslå, at forældrekompetenceundersøgelserne var behæftet med betydelige fejl på grund af utilstrækkelig hensyntagen til kvindens sproglige og kulturelle baggrund fra Færøerne.
Landsretten fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at forældrekompetenceundersøgelserne var forældede, idet vurderingerne i undersøgelserne om kvindens vanskeligheder havde en sådan varig karakter, at det ikke i sig selv kunne føre til en tilsidesættelse af Ankestyrelsens afgørelse, at der ikke forelå en nyere forældrekompetenceundersøgelse.
Landsretten fandt, at den omstændighed, at kvinden i 2022 havde fået hjemgivet et andet barn, ikke kunne føre til en anden vurdering. Der blev i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at det andet barn, der havde særlige behov, måtte formodes at trække på kvindens ressourcer, der ifølge forældrekompetenceundersøgelserne i forvejen var begrænsede.
Landsretten lagde ved den samlede vurdering af, om betingelserne for fortsat anbringelse var opfyldt, også vægt på, at afgørelserne i børne- og ungeudvalget, Ankestyrelsen og byretten var truffet i enighed og under medvirken af børnesagkyndige, samt at barnet, der nu var 17 år, havde tilsluttet sig Ankestyrelsens påstand om stadfæstelse af byrettens dom.
Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/31683.