Gå til sidens indhold

Retten i Nykøbing Falster

25 feb. 2026

Retten i Nykøbing F.

Frifindelse i sag om indsmugling af GPS tracker med mikrofon

Dom afsagt: 25. februar 2026

Retten i Nykøbing Falster har i dag frifundet en kvinde, som var tiltalt for forsøg på indsmugling af en GPS Tracker i Storstrøm Fængsel

Tiltalen var rejst som forsøg på overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, jf. § 21, om ulovligt at sætte sig i forbindelse med en fængslet. Efter bestemmelsen kan en overtrædelse maksimalt straffes med op til 3 måneders fængsel. Det fremgår af straffelovens § 21, stk. 3, at forsøg kun straffes, hvis der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder. Forsøg på ulovligt at sætte sig i forbindelse med en fængslet straffes derfor ikke.  

Anklagemyndigheden havde subsidiært under proceduren påstået domfældelse efter straffelovens § 124, stk. 5, 2. pkt., som omhandler besøgendes uretmæssige medtagelse af en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr i et arresthus eller fængsel. Retten fandt, at der heller ikke kunne ske domfældelse efter denne bestemmelse, allerede fordi anklagemyndigheden ikke havde ført et tilstrækkeligt bevis for, at den omhandlede GPS Tracker var et kommunikationsmiddel omfattet af bestemmelsen.

Den kvindelige tiltalte var omfattet af et navneforbud under sagen, og retten har bestemt, at navneforbuddet også skal udstrækkes til at gælde under en eventuel anke af sagen. Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, om dommen skal ankes.