27 feb. 2026
Retten i Lyngby
8 måneders fængsel for medvirken til bedrageri
Dom afsagt: 27. februar 2026
Retten i Lyngby har fundet en nu 74 årig mand, der virkede i en spilleforening, skyldig i medvirken til bedrageri for 4,6 mio. kr.
Dom afsagt den 27. februar 2026 i sag SS 1-1630/2025
Den 74 åriges medvirken til bedrageri blev begået over for fem af spillerforeningens medlemmer, idet han ved kontakt i oktober, december 2023 og januar 2024, som ”klub manager” ikke advarede dem mod at foretage indskud for tilsammen 4,6 mio. kr., selv om han vidste, at indskuddene på grund af bedrageri fra spilleforeningens formand var i væsentlig risiko for at gå tabt. Beløbene gik da også tabt ved spilleforeningens sammenbrud den 17. januar 2024, hvor bl.a. spilleforeningens formand og den 74 årige blev varetægtsfængslet.
Spilleforeningens formand blev i december 2024 idømt fængsel i 5 år og 6 måneder for bedrageri over for 875 medlemmer af spilleforeningen i perioden fra 2011 og frem til den 17. januar 2024, hvorved medlemmerne blev påført et formuetab på knap 400 mio. kr., idet nye indskud blev brugt til at betale afkast på spillegevinster for tidligere indskud, selv om der væsentligst ikke blev spillet eller opnået gevinster, og formanden brugte penge til private og uvedkommende formål, herunder investering i ædelsten.
Den 74 årige var tiltalte for i perioden fra 3. februar 2023 til sin varetægtsfængsling at have medvirket til bedrageri som ”klub manager” over for 255 medlemmer, idet anklagemyndigheden navnlig mente, at han i perioden vidste eller accepterede muligheden for, at indskud ikke blev anvendt til spil, men til uvedkommende formål, herunder investering i ædelsten, og at dette gav væsentlig risiko for tab af indskud på ca. 136 mio. kr., med et endeligt formuetab lige over 100 mio. kr.
Domsmandsretten fandt efter bevisførelsen, at det først fra den 6. oktober 2023 var tilstrækkeligt sikkert, at den 74 årige vidste, at en væsentlig del af spilleforeningens midler var investeret i ædelsten og at nye investeringer var i væsentlig risiko for at gå tabt. En mistanke, som den 74 årige havde forud herfor, og som han undersøgte, gjorde ham efter domsmandsrettens vurdering ikke medskyldig i bedrageriet. Domsmandsretten fandt videre, at den 74 årige kun medvirkede til bedrageri i de tilfælde, hvor han hjalp med til nyinvesteringer efter den 6. oktober 2023. Anklagemyndigheden ville have den 74 årige dømt for medvirken til bedrageri ved alle nye indskud, uanset om han havde været i kontakt med medlemmerne, og for de medlemmers vedkommende, han havde været i kontakt med, uanset at kontakten ikke handlede om nye indskud. Domsmandsretten fandt ikke, at den 74 åriges ansvar for passiv medvirken til bedrageri kunne strækkes så langt.
Anklagemyndighedens strafpåstand på 3 års fængsel blev derfor ikke taget til følge. Domsmandsretten fandt, at tiltalte skulle idømmes 8 måneders fængsel. Den 74 årige var ustraffet og med gode personlige forhold. Fængselsstraffen blev gjort betinget med udførelse af 150 timers ulønnet samfundstjeneste.