Gå til sidens indhold

Københavns Byret

12 jan. 2026

Københavns Byret

Dom i sag om tricktyverier ved pirattaxakørsel

Dom afsagt: 12. januar 2026

9 yngre mænd idømt fængselsstraffe i sag om tricktyverier og databedrageri begået i forbindelse med pirattaxakørsel.

Ved Københavns Byrets dom af 12. januar 2026 er 9 yngre mænd fra Århusområdet dømt for i mange tilfælde - primært i Københavnsområdet - at have samlet berusede personer op i nattelivet og kørt dem hjem. På turen blev koder til personernes telefon og mobilbank afluret, hvorefter betalingskort og mobiltelefon på trickmæssig vis blev frastjålet personen, når denne steg ud af bilen. Efterfølgende blev der under anvendelse af rette koder hævet penge i kontantautomater og foretaget overførsler til andre konti. 

Der er idømt straffe på mellem fængsel i 3 måneder, for deltagelse i 2 forhold, til fængsel i 2 år og 9 måneder, for deltagelse i 23 forhold. 4 af de dømte er tillige blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Retten har ved dommen lagt vægt på, at der var tale om et nøje planlagt set-up, hvor flere gerningsmænd har samarbejdet som henholdsvis chauffør og en anden person, der sad skjult på bagsædet og aflurede forurettedes koder og en tredje person, der stod for hævning i kontantautomater. Sagen omfattede 53 forhold begået i perioden fra september 2023 til april 2024. 51 forhold vedrørte tyverier med efterfølgende databedrageri i 224 tilfælde, og 2 forhold omfattede røveri og efterfølgende databedrageri. Sagen er blevet afviklet over 24 retsdage.

Sagen har journalnummer SS 3-17011/2024.

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer i Københavns Byret Jens Stausbøll på telefon 20242176.