17 feb. 2026
Højesteret
Stadfæstelse af landsrettens berammelse af straffesag
Højesteret stadfæstede landsrettens berammelse af en straffesag til hovedforhandling med domsafsigelse ca. 2 år og 5 måneder efter byrettens dom
Sag 70/2025
Kendelse afsagt den 12. februar 2026
Anklagemyndigheden
mod
T1 og
T2
Ved Københavns Byrets dom af 8. november 2024 blev T1 straffet med fængsel på livstid for bl.a. medvirken til flere drabsforsøg, ulovlig våbenbesiddelse og omfattende narkotikahandel. T2 blev ved dommen straffet med fængsel i 13 år og 4 måneder for bl.a. medvirken til drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse. T1 havde under sagen været frihedsberøvet fra den 13. januar 2023 og T2 fra den 15. november 2023. T1 og T2 ankede straks dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Landsretten berammede i første omgang sagen til hovedforhandling i august-oktober 2027, men ved beslutning af 15. april 2025 blev berammelsen ændret til 12 retsdage i marts-april 2027 med forventet domsafsigelse den 12. april 2027. Landsretten bestemte endvidere, at de tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom i ankesagen.
T1 og T2 indbragte landsrettens berammelsesbeslutning for Højesteret og gjorde gældende bl.a., at beslutningen krænkede deres ret til rettergang inden en rimelig frist efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1.
Højesteret udtalte bl.a., at efter retsplejelovens § 843 a påhviler det retten at fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader, således at sagen kan gennemføres inden for rimelig tid. Hovedforhandlingen skal gennemføres hurtigst muligt, hvis den sigtede er varetægtsfængslet.
Højesteret udtalte endvidere, at det måtte lægges til grund, at landsretten ved sin beslutning af 15. april 2025 om at fremrykke berammelsen havde berammet sagen således, at den kunne hovedforhandles så hurtigt, som det efter forholdene på berammelsestidspunktet var praktisk muligt. Rettens beslutning om berammelse var en procesledende beslutning, der kunne ændres. Retten kunne således – sådan som det allerede er sket en gang i denne sag – beslutte at fremrykke hovedforhandlingen, hvis der opstod mulighed for det.
I den foreliggende sag, hvor den berammede hovedforhandling lå langt ude i fremtiden, og hvor de tiltalte skulle være varetægtsfængslet frem til dom i ankesagen, burde landsretten løbende vurdere, om det ville være muligt at fremrykke hovedforhandlingen.
Der var ikke grundlag for allerede nu at tage stilling til, om en gennemførelse af ankesagen i henhold til berammelsen i marts og april 2027 ville indebære en krænkelse af retten til en rettergang inden en rimelig frist efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, og hvad konsekvensen heraf i givet fald skulle være. Dette måtte afgøres i forbindelse med hovedforhandlingen i ankesagen.
Herefter stadfæstede Højesteret landsrettens beslutning af 15. april 2025 om ankesagens berammelse til hovedforhandling.