Hvis du er tolk
Generelle regler for tolkning og oversættelser ved Retten i Esbjerg
Der er på nuværende tidspunkt ikke centralt fastsatte takster for fremmedsprogstolkning for myndighederne på Justitsministeriets områder. Retten i Esbjerg har derfor besluttet at følge de samme retningslinjer, som Vestre Landsret har fastsat for honorering af tolkning og oversættelse, der gælder for tolke, der yder bistand til sager, der foretages i Vestre Landsret.
Retningslinjerne kan findes under afsnittet "Tolk" ved at klikke her.
Du vil via linket desuden kunne læse om kategorisering, satser for tolkning i henholdsvis retsmøder og for skriftlig oversættelse, udgifter til transport og vederlag for tid, transportgodtgørelse, moms, øvrige udgifter mv.
Når tolkearbejdet er udført, skal tolken eftersende en faktura til Retten i Esbjerg, EAN nr. 5798000161740 – uanset om tolken er momsregistreret eller ej. Af fakturaen skal fremgå sagsnummer, mødedato, tolkens navn, adresse og cpr.nr./cvr.nr.
Hvis tolken er momsregistreret, skal tolken anføre reg.nr. og kontonummer til den bank, hvortil beløbet skal overføres, da Retten i Esbjerg ikke udbetaler via NemKonto. Tolken skal fremsende en faktura pr. sag pr. dag. Fakturaen skal fremsendes senest 2 uger efter retsmødet.
Sidst opdateret: 17. februar 2026